Sport - Ritzau

FC Barcelona afværger pointtab i La Liga

FC Barcelona afværger pointtab i La Liga

FC Barcelona afværger pointtab i La Liga

Ritzau
Madrid
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ESP-LIGA-RAYO VALLECANO-BARCELONA Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix

Barcelona var bagud 0-1 ved pausen ude mod Rayo Vallecano, men vandt 2-1 på mål af Pedri og Dani Olmo.

FC Barcelona står fortsat noteret for lutter sejre i La Liga i denne sæson.

Et pointtab lurede ellers for den spanske storklub i tirsdagens udekamp mod Rayo Vallecano, men til sidst kunne Barcelona alligevel rejse fra det sydøstlige Madrid med tre point.

Det lykkedes nemlig gæsterne at vende 0-1 til 2-1 på mål af Pedri og Dani Olmo i anden halvleg. Andreas Christensen var fraværende på grund af en skade.

Man skal tilbage til 2018, før Barcelona senest har vundet en ligakamp ude over Rayo Vallecano, og indledningen på tirsdagens opgør gav indikationer på endnu en bøvlet kamp.

Hjemmeholdet kom ud med en enorm energi og angrebsiver, og allerede i det niende minut blev det 1-0 på et veludført kontraangreb. Til sidst sparkede Unai Lopez bolden i mål.

Det kunne være blevet værre for Barcelona, inden de mange stjerner fik bedre gang i spillet og kæmpede sig ind i opgøret.

Det udlignende mål faldt dog først efter en times spil, da en energisk Pedri spillede bandespil med Raphinha, før bolden lå i nettet.

Ti minutter senere troede Robert Lewandowski, at han havde vendt kampen på hovedet med en perfekt afslutning fra en halvspids vinkel.

Efter at have jublet over scoringen måtte polakken finde en anden mine frem, da VAR-billederne efterfølgende kunne bevise et frispark i opspillet til målet.

De prominente gæster blev dog reddet med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid.

To af arkitekterne bag Spaniens EM-guld, Lamine Yamal og Dani Olmo, kombinerede i feltet, og til sidst kunne Olmo sparke bolden i mål.

Barcelona topper La Liga efter tre sejre i tre kampe - alle kampe er vundet med cifrene 2-1.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“