Sport - Ritzau

FCK-boss: Seks år uden CL-gruppespil er for lang tid

FCK-boss: Seks år uden CL-gruppespil er for lang tid

FCK-boss: Seks år uden CL-gruppespil er for lang tid

Ritzau
Trabzon
Zuletzt aktualisiert um:
Trabzonspor vs FC Copenhagen Foto: Str/Ritzau Scanpix

FCK skal være en del af CL-gruppespillet oftere, end det har været tilfældet, fastslår Parken-direktør.

FC København kvalificerede sig onsdag aften i Tyrkiet til det første Champions League-gruppespil siden 2016.

I fremtiden skal der ifølge Parken-direktør Jacob Lauesen være kortere mellem københavnernes deltagelse i det lukrative gruppespil, der vurderes at have en værdi på 200 millioner kroner.

- Seks år i København uden Champions League er for lang tid. Det kan vi ikke leve med, siger direktøren.

Onsdag aften så han FCK få 0-0 ude mod de tyrkiske mestre fra Trabzonspor, hvilket var nok til at sikre de danske gæster videre avancement fra playoffrunden efter sidste uges 2-1-sejr i Parken.

Sammen med sportsdirektør Peter Christiansen har han gennem det seneste år udarbejdet en strategi, hvor der tages stilling til, hvor ofte FCK skal deltage i gruppespillet.

Femårsplanen mangler dog endnu at blive godkendt af bestyrelsen.

- Vi lancerer strategien om en måned til halvanden, og der kommer vi til at have nogle holdninger til, hvor ofte vi skal være med, og det bliver med en højere frekvens end hvert sjette år.

- Det kommer heller ikke til at være hvert eneste år, for det handler også om, hvilken liga, man kommer fra, siger Lauesen.

Umiddelbart efter slutfløjt opjusterede Parken forventningerne til regnskabet med 125 millioner kroner, så der kalkuleres med et samlet overskud på 250 til 275 millioner kroner i dette regnskabsår.

Allerede før rejsen til Tyrkiet var FCK garanteret en plads i Europa Leagues gruppespil.

- Det er klart, at vi budgetter ikke med nul, men med at vi skal være et europæisk hold hvert eneste år. Men det her betyder noget for vores udviklingsplan, og det vi gerne vil som klub.

- Pengene er en ting, men det handler også om, hvordan vi definerer os.

- Vi vandt DM-guldet i maj, fordi vi skulle gøre det her. Det er sådan, det er i FCK. Det er sådan, at vi sætter vores aftryk, siger direktøren.

Hvordan de mange penge, der blev sikret onsdag aften i Trabzon, skal bruges, er usikkert. Jacob Lauesen ved ikke, om sportsdirektør Peter Christiansen pønser på at forstærke truppen.

- Nu bliver det et par spændende dage i slutningen af det her transfervindue. Det ligger på hans bord. Jeg har ikke noget med det at gøre, men det er klart, at det giver nogle muligheder, siger Lauesen.

Kapitalindsprøjtningen fra Champions League gør det også muligt at investere mere langsigtet.

- Det handler også om, hvordan vi bruger de her penge klogest. Når I ser vores strategi, er det nok et både og.

- Parken er ikke blevet moderniseret i mange år, nogle steder er der ikke sket noget siden 1992. Så det her er også en kærkommen mulighed for at løfte nogle områder, som kan give kommercielle indtægter, så man kan tjene penge mange år i træk, siger direktøren.

Torsdag klokken 18.00 er der lodtrækning til gruppespillet, hvor det bliver afgjort, hvem FCK skal møde i Europas største klubturnering.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“