Sport - Ritzau

FCK får point dybt inde i overtiden af dramatisk derby

FCK får point dybt inde i overtiden af dramatisk derby

FCK får point dybt inde i overtiden af dramatisk derby

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga Brøndby IF - FC København Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter 98 minutter blev Roony Bardghji den store helt for FCK, da han udlignede til 1-1 mod Brøndby.

I et dramatisk derby søndag eftermiddag sikrede FC København sig et sent point, da en scoring dybt inde i overtiden gjorde det til 1-1 mod rivalerne fra Brøndby.

På Brøndby Stadion havde værterne ellers været bedst med masser af chancer, og nordmanden Ohi Omoijuanfo havde bragt sit hold på tavlen før pausen.

Men selv om Brøndby havde chancerne til mere, så lykkedes det for FCK at stjæle det ene point, da Roony Bardghji i otte minutters overtid udlignede.

Med det uafgjorte resultat står FCK nu noteret for 17 point på sjettepladsen, mens Brøndby er et enkelt point efter på ottendepladsen.

Brøndby var tændt fra start, hvor hjemmeholdet smadrede ind i et tamt FCK-mandskab, som ikke var til stede.

Værterne var tæt på at snuppe føringen efter seks minutter, da midtbanekreatøren Anis Slimane sendte et hovedstød mod mål, men FCK-keeper Kamil Grabara var på plads.

Få minutter senere kom målet så, da Brøndby slog til på et hjørnespark.

Her endte bolden lige i panden på Ohi Omoijuanfo, som headede sit hold i front.

FCK kom bedre med i kampen, men det stoppede ikke Brøndby i at skabe chancer. Lige inden pausen var det et skydetelt foran FCK-målet, men Grabara var gæsternes redningsmand.

FCK havde ikke fans med på tribunen efter et forbud fra Divisionsforeningen, og det så ud til, at københavnerne savnede opbakningen, da der ikke var meget at skyde med.

Hovedstadsklubben fik dog en god start på anden halvleg med en mulighed til anfører Viktor Claesson, men denne søndag var der ikke meget, som fungerede for FCK.

Brøndby fortsatte derimod med at skabe store chancer. Især Omoijuanfo konstant var en trussel.

Men dybt inde i overtiden blev FCK-kantspiller Roony Bardghji spillet fri i feltet og bankede udligningen ind i netmaskerne, og dermed sikrede stortalentet gæsterne det ene point.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“