Sport - Ritzau

FCK-træner blæste til angreb i jagt på bedste målscore

FCK-træner blæste til angreb i jagt på bedste målscore

FCK-træner blæste til angreb i jagt på bedste målscore

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga FC København - OB Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Jacob Neestrup bad sit FCK-hold om at score så mange mål som muligt, da storsejr blev mulig mod OB.

FC København kunne søndag fejre klubbens største superligasejr nogensinde, og med hjemmesejren på 7-0 over OB tangerede FCK samtidig de største superligasejre i historien.

Det var ikke tilfældigt, for FCK-træner Jacob Neestrup blæste holdet til angreb for at forbedre holdets målscore på en aften, hvor OB blev ramt af røde kort efter knap en halv time og igen efter lidt mere end en time.

Før kampen var FCK's målforskel fem mål dårligere end FC Nordsjællands. Nu er den to mål bedre.

- Jeg sagde i pausen, at vi skulle køre på: "Er det 2-0, så er det 2-0. Er det 5-0, så er det 5-0, og er det 8-0, så er det 8-0. Men det er vigtigt, at vi går ud og gør et håndværk nu", genfortæller Jacob Neestrup efter kampen.

- For det første handlede det om, at intet skulle foræres, og vi snakkede om, at når vi scorede, så skulle vi score igen hurtigt. Det eksekverede spillerne på. Alle mål er vigtige, og hvis målscoren var et issue før, så er vi i plus nu.

Også på pointtal er FCK ved at nærme sig FCN. Førerholdet tabte søndag med 1-2 til Silkeborg, og FCK er nu kun tre point efter på andenpladsen, mens Viborg falder til tredjepladsen efter 2-2 mod Randers søndag.

- Jeg havde været lige så glad, hvis Nordsjælland og Viborg havde vundet. Det er vores egne præstationer, der skal bære det, at vi kommer tilbage på førstepladsen.

- Mine arme er nede allerede i morgen, for på søndag har vi en svær kamp mod Horsens. Vi er glade for at vinde, men det var stadig kun tre point, siger Neestrup.

Den dobbelte målscorer Lukas Lerager medgiver, at det flaskede sig perfekt for FCK søndag.

- Selvfølgelig følger vi med. Det vil være idioti at sige, at vi ikke kigger på de andre resultater. Det gav noget ekstra motivation, men vi skulle stadig selv have tre point for at følge med. Men det er rart, at der kun er tre point op nu.

- Jeg vil sige, at bliver vi med at gøre vores, så er jeg sikker på, at vi står med guldet i sidste ende, siger Lukas Lerager.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“