Sport - Ritzau

FCK-træner kalder pokalblamage årets dårligste indsats

FCK-træner kalder pokalblamage årets dårligste indsats

FCK-træner kalder pokalblamage årets dårligste indsats

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: FC København - AGF Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Først slog Viborg og AGF FCK i Superligaen. Onsdag blev det Silkeborgs tur til at gøre det i pokalturneringen.

FC København-træner Jacob Neestrup kalder onsdagens 0-2-nederlag hjemme til Silkeborg i pokalturneringen for langt under lavmålet.

Han siger på FCK's hjemmeside, at med undtagelse af kampens første 15 til 20 minutter, er det holdets værste indsats i 2023.

- Jeg kan ikke forklare, hvordan vi kan falde så dybt i niveau, men vi er simpelthen ikke til stede i 70 minutter af kampen, og vi var ikke nærheden af at komme tilbage efter deres mål, siger Neestrup.

FCK har tabt tre kampe til danske hold på 11 dage. I Superligaen har Viborg og AGF slået FCK.

- De seneste to kampe mod Viborg og AGF kan vi argumentere med, at præstationen var i orden, for selv om det selvfølgelig ikke er i orden at tabe, så skabte vi de chancer, som skulle til for at vinde begge kampe.

- Men i dag var det ikke noget med stolpe ud og brændte chancer, det var ganske enkelt bare langt under lavmålet, siger FCK-træneren.

Onsdagens kamp blev spillet i Parken og var den første af to pokalkvartfinaler. Der er returkamp lørdag aften i Silkeborg.

- Vi fik en fantastisk støtte fra tribunerne i betragtning af, hvor dårlige vi var, men det eneste positive jeg ellers kan sige, er, at vi ikke taber mere end 0-2.

- Nu gælder det udelukkende om at tage til Silkeborg på lørdag og prøve at vinde, og det skal vi først og fremmest gøre ved at score det første mål, uanset om det så er i starten eller slutningen af kampen, siger Neestrup.

Han kalder det svært, men ikke uoverkommeligt at hente Silkeborgs føring.

- Det er godt, der ikke er så længe til, at vi kan komme ud og revanchere os, og selv om kampene falder tæt, så har vi ikke i de seneste kampe set nogen tegn på slitage.

- Det er krævende både fysisk og mentalt med den lange periode med to kampe om ugen, men det er jo sådan, vi gerne vil have det, og derfor roterer vi også i holdet fra kamp til kamp i forhold til at stille det bedste hold.

- Det er i hvert fald hverken en undskyldning eller forklaring på det, som vi leverede, siger han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“