Sport - Ritzau

FCK vandt trods manglende fans: Det mindede om coronakampe

FCK vandt trods manglende fans: Det mindede om coronakampe

FCK vandt trods manglende fans: Det mindede om coronakampe

Ritzau
Randers
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Randers FC-FC København Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På trods af manglende udebanefans, der gav flashback til coronakampene, når FCK scorede, så vandt holdet 4-2.

Normalt er FC København lig med mange fans og god stemning, uanset hvor holdet spiller i Danmark eller i Europa. Men da holdet søndag spillede mod Randers på udebane, var sagen en anden.

I oktober spillede holdet en udekamp i Aarhus, hvor der var godt gang i pyroteknikken på udebaneafsnittet. Desuden havde flere FCK-fans udvist voldelig adfærd mod personalet på Ceres Park.

Det resulterede i en bøde på 225.000 kroner og fratagelsen af retten til at have fans med til kampen mod Randers.

FCK endte med at vinde 4-2 i det kronjyske søndag, men alligevel lagde holdets træner, Jacob Neestrup, ikke skjul på sit savn til fansene.

- Det er meget vigtigt for os at have vores fans med, og det har sportslig konsekvens for os, når vi ikke har det. Om det så er 1200 fans eller de 2000, som jeg tror, der skulle have været her.

- For du kan kun få energien ét sted fra. Det er fra dine holdkammerater og dine trænere. Du kan ikke få det fra fansene som normalt.

- Der er ingen ud over os selv, der jubler ved en tackling, et hjørnespark eller et skud på mål, siger Jacob Neestrup.

I Randers-lejren var der ikke helt så stort fokus på de manglende FCK-fans, men Rasmus Bertelsen, der er træner for Randers, kunne ikke lade være med at tænke på de tomme tribuner, som man så under coronapandemien.

- Jeg tænkte lige over det, da FCK scorede. Der var det dødstille, og det mindede lidt om kampene i coronaperioden. Så der fik jeg et lille flashback, men det var det eneste tidspunkt, hvor jeg tænkte over det, siger Bertelsen.

Det er ikke første gang i denne sæson, at FCK er nødsaget til at spille uden sine fans. Da de forsvarende danske mestre spillede udekamp i Champions League-kvalifikationen mod polske Rakow, var der heller ikke nogen københavnske fans med. Også dengang var pyroteknik skyld i fraværet.

Derfor var det ikke helt uvant for FCK og Jacob Neestrup at være på udebane uden fans.

- Når du er vant til at spille foran de fans, som vi har, så er det klart, at det har en betydning. Vi har løst det før i Rakow, og vi kom trods alt igennem det her mod Randers.

- Men jeg ser gerne, at der er næsten 2500 københavnere på endetribunen, næste gang vi er i Randers, afslutter FCK-chefen.

FCK's næste opgave er på onsdag, hvor holdet hjemme i Parken byder Manchester United op til dans i Champions League. Randers' næste kamp er et udebaneopgør i Superligaen mod Silkeborg.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“