Sport - Ritzau

FCM-profil føler sig heldig: Jeg tabte hovedet

FCM-profil føler sig heldig: Jeg tabte hovedet

FCM-profil føler sig heldig: Jeg tabte hovedet

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
Conference League-kvalifikation: FC Midtjylland - Omonia Nicosia Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands profil Aral Simsir føler sig heldig med, at han ikke blev udvist i 5-1-sejren over FC Omonia.

FC Midtjylland spillede sig torsdag videre i Conference League-kvalifikationen med en 5-1-sejr over cypriotiske Omonia.

Det kunne dog have gået helt anderledes, da midtjydernes offensivprofil Aral Simsir ti minutter før pausen ved stillingen 1-1 var i et sammenstød med en Omonia-spiller, der faldt til jorden.

21-årige Aral Simsir modtog et gult kort fra kampens dommer efter hændelsen, og profilen føler sig heldig over, at kortet ikke havde en anden farve.

- Jeg lavede en lille bevægelse for at han kunne mærke mig. Jeg vidste godt, at de ville stå tæt på mig og irritere mig, men jeg tabte hovedet der.

- Jeg er stadig ung endnu, og der er stadig en masse, der skal læres. Men jeg føler mig heldig, for det ville ikke være godt, hvis jeg havde svigtet holdet. Det vigtigste er holdet, så jeg er glad for, at jeg kun fik gult kort og ikke rødt, siger offensivprofilen.

Første halvleg bar generelt præg af stor dramatik og kontroverser, og Omonoias trænerstab var flere gange oppe i det røde felt over kendelser, som gik midtjydernes vej.

Det er dog ikke noget, der rører Aral Simsir efter 5-1-sejren.

- Det kommer ikke rigtig mig ved, at de føler sig bortdømt. Vi vandt 5-1, og så må de være så kede af det, som de har lyst til, siger Simsir.

Aral Simsir spillede en flot kamp, og den driblestærke offensivspiller var meget involveret med fikse kombinationer og små driblinger.

FCM-træner Thomas Thomasberg bemærkede også, at Simsir var heldig med ikke at blive vist ud, og træneren er skuffet over, at den unge profil kom i den situation.

- Aral Simsir skal holde sig fra at komme i en situation, hvor han kan risikere at blive vist ud. Hvis dommeren havde taget et rødt kort op, havde det været svært at indvende noget mod det.

- Jeg sagde til ham i pausen, at hvis han nærmede sig det mindste, så ville han komme ud at sidde ved mig med det samme.

- Modstanderne kommer til at forsøge at provokere ham, nu hvor de har set, at det er muligt. Det vil jeg forestille mig, at de kommende modstandere vil prøve på, siger Thomasberg.

FC Midtjylland er efter sejren blot én runde fra at kvalificere sig til Conference League-gruppespillet, og midtjyderne krydser klinge med polske Legia i playoffrunden. Første kamp afvikles i Herning i næste uge.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“