Sport - Ritzau

Finaleskytte var tynget af nerver: Som en vulkan i udbrud

Finaleskytte var tynget af nerver: Som en vulkan i udbrud

Finaleskytte var tynget af nerver: Som en vulkan i udbrud

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Shooting Foto: Manish Swarup/Ritzau Scanpix

Stephanie Grundsøe var tæt på at slippe videre fra de første finaleskud, men så ramte presset hende.

Hun havde næppe været i spil til medaljerne, men den danske skytte Stephanie Grundsøe er alligevel ærgerlig over, at hun sluttede sidst i OL-finalen i 50 meter riffel.

Den 24-årige dansker havde med fem skud tilbage et tilsyneladende komfortabelt forspring til skytterne fra Polen og Mongoliet, da to skulle elimineres, men så tog nerverne over.

- Mit spændingsniveau blev simpelthen bare for højt. Det eksploderede. Det var svært at stå i derude. Det er som at skyde spidsen på en blyant, mens du har en indre vulkan, der går i udbrud.

- Det er svært at være rolig og få skudt på det rigtige tidspunkt, for vi er under et tidspres, som vi ikke er i den indledende kvalifikation, forklarer hun.

Fra 50 meters afstand skulle hun og de syv øvrige finaleskytter forsøge at ramme et mål på 10,4 millimeter fra 50 meters afstand.

Grundsøe lå i bunden efter de første 15 knælende skud, men var godt skydende fra den liggende position, hvor hun strøg op som nummer seks.

De to mest upræcise skytter røg ud efter 40 skud, og det lykkedes hende lige nøjagtig ikke at slippe med videre efter de ti stående skud.

- Hvis jeg havde holdt den til sidst, havde jeg været ekstra glad. Men når den første skuffelse har lagt sig, er jeg godt tilfreds, siger den stolte OL-debutant.

Grundsøe har tilbragt de seneste år på det amerikanske universitet Texas Christian University, hvor hun jævnligt er blevet matchet på højt niveau.

Det bliver hun ikke længere, nu hvor college-tiden er slut. Men hun bevarer tilknytningen efter at have fået arbejde samme sted. Og det er vigtigt for udviklingen frem mod OL i 2028.

- Jeg har stadig adgang til alle faciliteter, og de forventer også, at jeg kommer og skyder med dem.

- Jeg får ikke helt samme konkurrenceelement, men jeg skal selvfølgelig stadig rejse med landsholdet. Og så er USA et godt sted at være, når OL i 2028 er i Los Angeles, lyder det fra Grundsøe.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“