Sport - Ritzau

Fodboldkvinder fejrer EM-billet med sang og øl inden hjemtur

Fodboldkvinder fejrer EM-billet med sang og øl inden hjemtur

Fodboldkvinder fejrer EM-billet med sang og øl inden hjemtur

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Belgium Denmark Euro 2025 Soccer Foto: Omar Havana/Ritzau Scanpix

Der var tid til festlige sange og øl for de danske fodboldkvinder, der fredag aften indløste billet til EM.

I omklædningsrummet i belgiske Sint-Truiden sang de danske fodboldkvinder højt, og der blev drukket øl, efter at holdet havde sikret billetten til EM i Schweiz i 2025.

Det fortæller forsvarskrumtappen Stine Ballisager, der var med til at sørge for en 3-0-sejr ude over Belgien fredag aften.

- Det er en kæmpe forløsning, at vi er kvalificeret allerede. Det er så stort at kvalificere sig til et EM igen. Og vi ser mega meget frem til det, siger Ballisager.

Selv om der venter en sidste gruppekamp i EM-kvalifikationen på tirsdag mod Tjekkiet i Vejle, var der plads til en smule festligheder.

- Det er helt okay, at vi får lov til at fejre det. Det er stort at komme med til en slutrunde. Der var sang og øl i omklædningsrummet, inden vi skal med en flyver hjem til Danmark, lyder det fra Ballisager.

Det er niende gang i træk, at Danmark kommer med til EM, og det kræver hårdt arbejde hver gang.

- Jeg ved ikke, om det er noget, vi skal vænne os til. Vi er nødt til at kæmpe for det i hver eneste kvalifikation.

- Men det er en stor cadeau til kvinderne, at vi har kvalificeret os gennem så mange år i træk. Og forhåbentlig fortsætter det i de kommende år, siger hun.

Kampen mod Belgien blev indledt skidt, men danskerne fik styr på spillet i anden halvleg.

- Første halvleg var ikke vores bedste. Belgien gjorde det godt og trykkede på. I anden halvleg var det som om, de gik lidt kolde.

- Vi skruede op, fandt hinanden bedre og kom ud over kanterne. Og så var vi kyniske inde i felterne, så det var godt, siger Ballisager.

Nu venter en sidste gruppekamp mod Tjekkiet i Vejle tirsdag.

Tjekkerne sendte en advarsel, da holdet tidligere fredag vandt 2-1 over verdensmestrene fra Spanien.

Med den danske sejr over Belgien bliver kampen mod tjekkerne nu langt mindre betydningsfuld, end den ellers kunne være blevet.

- Tjekkiet er også et godt hold, som vandt over Spanien. Så det er så dejligt, at vi ikke skal ud i en nervepirrende kamp på tirsdag. Det var perfekt, at vi fik det afgjort mod Belgien, lyder det fra Ballisager.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“