Sport - Ritzau

Forhandlinger mellem Brøndbys fans og ejer bryder sammen

Forhandlinger mellem Brøndbys fans og ejer bryder sammen

Forhandlinger mellem Brøndbys fans og ejer bryder sammen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superligakamp mellem Brøndby IF og Randers FC i Brøndby Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby-fans har trukket sig fra forhandlingerne om en aftale med klubbens amerikanske ejerkonsortium.

Stemningen på Brøndby Stadion har i de seneste måneder været mere flad end tidligere, og det bliver formentlig ikke mere livligt på tribunerne lige foreløbig.

Torsdag meddeler Fanafdelingen, som er en sammenslutning af flere fraktioner fra Brøndbys fanscene, at forhandlinger om en aftale med klubbens ejer er brudt sammen.

- Vi må desværre meddele, at forhandlingerne om en "værdiaftale" mellem Fanafdelingen, majoritetsejerne og Brøndby IF er afbrudt, skriver Fanafdelingen på sin hjemmeside.

Siden Brøndby blev købt af det amerikanske konsortium Global Football Holdings (GFH) i efteråret sidste år, har parterne forhandlet om at finde fælles fodslag for klubbens fremtid.

Fansene har stillet fem krav til de nye ejere. De handler blandt andet om, at klubbens identitet skal bevares, og at det frivillige arbejde, der udføres i klubben, ikke bør være et middel til at skabe profit til ejerne.

Forhandlingerne har været i gang i flere måneder, og imens har klubbens mest stemningsskabende fans leveret minimal opbakning fra lægterne.

Fanafdelingen oplyser, at parterne har nærmet sig hinanden. Men en sen udmelding fra GFH betyder, at forhandlingerne er gået i hårdknude.

- GFH har stillet det som et ultimativt krav, at alt det indhold, som er blevet debatteret og forhandlet de sidste mange måneder, udelukkende bliver lagt ud som et såkaldt "Statement of Mutual Understanding and Cooperation".

- Det vil sige, at det blot vil være en erklæring og altså ikke en bindende aftale mellem minimum to parter. Det er en så radikalt ændret præmis, at det er uacceptabelt for os, skriver Fanafdelingen.

Sammenslutningen fastslår, at man er åben for at fortsætte forhandlingerne.

- Men det giver ikke mening at fortsætte den dialog, når nu præmissen om en bindende aftale er taget af bordet til fordel for et "statement", der ikke reelt forpligter klubben eller dens majoritetsejere, lyder det.

Brøndby har torsdag eftermiddag reageret på Fanafdelingens udmelding. Bestyrelsesformand og medejer Jan Bech Andersen og næstformand og fodboldchef i GFH Scott McLachlan har udtalt sig på klubbens hjemmeside.

Ingen af de to forholder sig dog direkte til kritikken om, at klubben ikke vil indgå en bindende aftale, selv om det er netop det, der har fået Fanafdelingen til at afbryde forhandlingerne.

- Med dagens begivenheder in mente, så må jeg understrege, at vi som klub og Fanafdelingen er enige om langt de fleste af de punkter, der er blevet diskuteret igennem de sidste mange måneder, siger McLachlan.

- Jeg er derfor også ked af, at Fanafdelingen føler, at vi på disse møder ikke har kommunikeret tydeligt nok, da jeg mener, at vi har været meget transparente i vores dialog hele vejen igennem.

- Men vi forstår kompleksiteten af fanscenen, og hele klubben har den største respekt for Fanafdelingen, siger han.

Han håber, at parterne kan komme tilbage til forhandlingsbordet.

Brøndby har i samme ombæring offentliggjort det dokument, som ifølge klubben er blevet diskuteret med Fanafdelingen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“