Sport - Ritzau

Franskmand hiver højtflyvende Gemke ned på jorden

Franskmand hiver højtflyvende Gemke ned på jorden

Franskmand hiver højtflyvende Gemke ned på jorden

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Indonesia Open Badminton Foto: Dita Alangkara/Ritzau Scanpix

Toma Junior Popov var særligt i den afgørende fase af tredje sæt overlegen og slog Rasmus Gemke ud.

Rasmus Gemke spillede drømmebadminton, da han onsdag slog verdens nummer seks, Kodai Naraoka. Torsdag kom han ned på jorden igen.

I anden runde af Indonesia Open løb han ind i fransk modstand fra Toma Junior Popov og tabte med 18-21, 21-8, 12-21.

Dermed er Rasmus Gemke færdig i turneringen, som er en af sæsonens største.

- Jeg var anspændt i dag. Det var tydeligt, erkender Rasmus Gemke efter kampen over for TV 2 Sport.

- Jeg holdt mig inde i kampen på den svære side i første sæt, men lavede nogle atypiske fejl, selv om jeg følte, jeg havde overskud. Det smuldrede lidt for mig i første sæt, og det er jeg ret skuffet over.

Toma Junior Popov, der er tre pladser foran Rasmus Gemke på verdensranglisten, diskede som altid op med en aggressiv omgang badminton.

Det kunne danskeren ikke helt modstå i første sæt, som var meget tæt. Popov var hele tiden et lille skridt foran og satte Gemke under hårdt pres.

Det så danskeren dog ud til at tage med ophøjet ro i andet sæt, hvor han leverede meget overbevisende spil og var decideret overlegen.

Men i tredje sæt var det igen Popov, der var et skridt foran. Konstant var han foran med tre-fire point, og Rasmus Gemke så mere og mere frustreret ud.

Der manglede helt åbenlyst noget af den frigjorthed, der prægede hans spil mod Naraoka onsdag. Og så spillede Popov bare godt.

Franskmanden forsøgte at tage tempoet ud af spillet, og Gemke sprang på krogen ved at svare med forhastede slag, som Popov let modstod.

- Luften gik lidt af ballonen. Kræfterne begyndte at slippe lidt, siger Gemke, som har overskud til at rose Popov for at følge sin slagplan.

- Han stresser én gevaldigt, lyder det.

Senere torsdag kom Anders Antonsen også i kamp, og han tog en stensikker sejr på 21-17, 21-11 over Kantaphon Wangcharoen fra Thailand.

Nævneværdige problemer var der heller ikke for Kim Astrup og Anders Skaarup, som spillede sig videre til kvartfinalerne med en sejr i to sæt mod et useedet par fra Japan.

Værre gik det for tre andre danske doubler, som måtte forlade turneringen efter kamp nummer to.

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen blev ekspederet ud af turneringen af VM-bronzevinderne Zhang Shuxian og Zheng Yu.

Mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje samt herredoublen med Frederik Søgaard og Rasmus Kjær kan også begynde at se frem mod de næste turneringer efter nederlag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“