Sport - Ritzau

Ganna inspirerer til at drømme om mere end banesucces

Ganna inspirerer til at drømme om mere end banesucces

Ganna inspirerer til at drømme om mere end banesucces

Ritzau
Apeldoorn
Zuletzt aktualisiert um:
Fejring af VM-vindere i 4000 meter banecykling Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Niklas Larsen har fået at vide, at det ikke kan lade sig gøre at få succes som både bane- og landevejsrytter.

For cykelrytteren Niklas Larsen er det ikke nok at høste medaljer på de skrå brædder.

I år er de store mål godt nok bane-VM på hjemmebane samt OL med banelandsholdet. Og i disse dage er han samlet med banelandsholdet til EM i hollandske Apeldoorn, hvor han lørdag skal køre omnium.

Men han ønsker også at få succes i karrieren som landevejsrytter.

- Landevejen er et sted, hvor man kan gøre et stort indtryk, hvis man er rigtig god. Det er noget, der fanger virkelig mange.

- Lige nu er mit aftryk størst på banen. Mit håb er, at der kan blive en samhørighed imellem bane og landevej for mig, siger Niklas Larsen.

Den 26-årige dansker, som kører for Uno-X, finder inspiration i den italienske stjernerytter Filippo Ganna.

- Jeg vil gerne være en, der kan begge dele. Ganna har haft stor succes med det. Han er jo en exceptionel enkeltstartsrytter. Han burde egentlig bare blive husket for det.

- Men Ganna vil blive husket for at kunne trække hele det italienske banelandshold, samtidig med at han var verdens bedste enkeltstartsrytter, siger Niklas Larsen.

Tilbage i 2019 vandt Niklas Larsen Post Danmark Rundt, og det er stadig det største resultat på landevejen.

Banelandstræner Casper Jørgensen mener endnu ikke, at Niklas Larsen har forløst de forventninger, der er til ham på landevejen, men at han stadig rummer et stort potentiale.

- Post Danmark Rundt var trods alt et ret godt løb, hvor der kom mange gode hold. Det vandt han som amatør, da han stadig var fuldtidsbanerytter og beviste, at han kan køre stærkt begge steder på samme tid.

- De to ting kan sagtens godt gå hånd i hånd, mener Casper Jørgensen.

Niklas Larsen har fået lagt en god plan, så der bliver plads til begge dele, forklarer landstræneren.

Det kræver en hel del logistik og hårde prioriteringer.

- Niklas kan sagtens være god begge steder på samme tid. Det handler bare om at kaste sig ud i det og få det til at ske.

- Det kan for nogle ryttere godt være hårdt og søvndyssende kun at have OL hvert fjerde år og måske VM hvert år, som man er oppe at støde over, forklarer Casper Jørgensen.

Niklas Larsen håber at gøre et indtryk på landevejene, så folk i forhold til landevejen vil huske ham for andet end Post Danmark Rundt-sejren i 2019.

- Jeg vil gerne næste år allerede inden OL vise, at jeg har et niveau, der er rigtigt højt på landevejen.

Når Niklas Larsen nævner Filippo Ganna, er det ikke, fordi han drømmer om at kopiere italienerens karriere. Det handler om inspiration i kampen for at modbevise skeptikere.

- Jeg har mange gange fået fortalt, at det slet ikke kan lade sig gøre at køre både bane og landevej. Ganna er et godt eksempel på, at det kan fungere.

I 2024 vil danskeren blande flere landevejsløb ind i sin løbskalender end tidligere.

- Det handler meget om tilgangen, og hvordan man angriber de forskellige ting. Det er noget af det, jeg har været dårlig til at arbejde med tidligere, som jeg er blevet bedre til i de her år, forklarer Niklas Larsen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“