Sport - Ritzau

Had til kærlighed: Vallys med blandede følelser i Brøndby

Had til kærlighed: Vallys med blandede følelser i Brøndby

Had til kærlighed: Vallys med blandede følelser i Brøndby

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Brøndby IF - Randers FC Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Nicolai Vallys blev først udsat for hadbeskeder, men mærkede søndag kæmpe kærlighed på Brøndby Stadion.

Brøndby købte på transfervinduets sidste dag Silkeborg-profilen Nicolai Vallys, og han har siden været særdeles meget i fokus.

Kort efter transferen tog Brøndby officielt afstand fra en række hadbeskeder, som Vallys har modtaget fra nogle af klubbens egne fans, fordi han er vokset op på Østerbro, hvor de blågules ærkerivaler fra FC København holder til.

Da Vallys for en uge siden debuterede i udekampen mod AC Horsens, sang Brøndbys ledende fans ikke om ham, som de ellers gør til alle spillere, hvilket også skyldes trådene til FCK.

I 2-2-kampen mod Randers søndag fik Vallys dog en stor hyldest til sin hjemmebanedebut på Brøndby Stadion, hvor der blev sunget højt om den 26-årige midtbanekreatør.

- Jeg mærkede en kæmpe kærlighed, også da jeg blev skiftet ud. Det var virkelig fedt. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med det, men jeg synes også allerede tidligere, at jeg har mærket stor kærlighed, siger Vallys.

Nicolai Vallys gav fansene endnu mere at juble over, da han først assisterede Brøndbys 1-0-mål, inden han syv minutter før tid selv scorede til 2-1 og således lignede en matchvinder, indtil Randers udlignede i sidste sekund.

- Det var helt fantastisk at score foran hjemmepublikum, og så var det helt forfærdeligt at sidde ude på bænken og følge med i de sidste fire minutter, hvor de lagde en masse bolde ind i feltet og fik scoret til sidst.

- Det er enormt bittert, siger Vallys.

Han var tydeligt rørt efter målet til 2-1, der lignede det afgørende.

- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle juble. Jeg var så glad. Det var helt fantastisk, og jeg tror, det var en blanding af glæde og kæmpe forløsning, og at jeg havde spillet en lortekamp.

- At jeg så kunne bidrage med mål og få sådan et kæmpe jubelbrøl var helt magisk, siger han.

Vallys blev altså afgørende foran mål, men lykkedes bestemt ikke med alle sine aktioner mod Randers.

- Jeg synes, jeg lavede en del fejl og manglede skarphed i mine afslutninger. Det er det, jeg mener med lortekamp.

Brøndby-træner Niels Frederiksen er enig i, at det ikke var en toppræstation fra Vallys trods både mål og assist.

- Han lavede mange gode ting, men det er fuldstændig korrekt, at han havde flere boldtab og sådan noget, end vi normalt ser.

- Han får jo en del på bundlinjen, i og med han scorede og lavede en assist, så man kan ikke sige, at det var en dårlig kamp, men det er rigtigt, at han plejer at have en større kvalitet og sikkerhed på bolden.

Cheftræneren er glad for måden, som Vallys har håndteret al virak og fokus efter skiftet.

- Jeg synes, han har håndteret det fint. Han er sgu stille og rolig. Han er en moden mand, og der er ikke noget panik i ham. For ham er det vigtigste, at hans medspillere og staben tror på ham, og det gør vi jo.

- Nu kan jeg forstå, at der også blev sunget for ham, og det er jeg rigtig glad for. Det er meget velfortjent. Mon ikke vi kan parkere den saga og så kigge fremad alle sammen, siger Niels Frederiksen.

Cheftræneren har løbende snakket med Vallys om den specielle situation.

- Han har taget det stille og roligt, selv om noget af det, han har set og hørt på, har været langt over grænsen. Jeg håber, vi er videre nu, siger Niels Frederiksen.

Nicolai Vallys vil ikke selv udtale sig om hadbeskederne, men kigger også fremad.

Han har skrevet en fireårig kontrakt med Brøndby, hvis næste opgave i Superligaen er ude mod Viborg på søndag i tiende spillerunde.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“