Sport - Ritzau

Häcken-træner giver blytunge ben skylden for CL-blamage

Häcken-træner giver blytunge ben skylden for CL-blamage

Häcken-træner giver blytunge ben skylden for CL-blamage

Ritzau
Göteborg
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-C1-QUALIFIER-HACKEN-KLAKSVIK Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix

Slidte spillere var skyld i nederlaget til færøske Klaksvik, forklarede BK Häcken-træner Per-Mathias Høgmo.

Klaksvik kom overraskende et skridt tættere på Champions League, da det færøske mesterhold onsdag aften vandt samlet over svenske BK Häcken.

Der skulle forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til i Göteborg, før Klaksvik-spillerne kunne juble.

Det var en stor skuffelse for Häcken-træner Per-Mathias Høgmo, der kalder nederlaget for en hård dag på kontoret.

- Det er en kæmpe skuffelse. Vi troede, vi kunne håndtere det, men vi havde mest at tabe. Kampen var lidt for åben, og vi blev trætte, siger Per-Mathias Høgmo til Aftonbladet.

- Men samtidig har jeg en masse respekt for Klaksvik. Det er ikke nogen tilfældighed, at de har succes. De besejrede Ferencvaros 3-0 på udebane, påpeger han.

Den norske træner forklarer, at lørdagens ligakamp mod Elfsborg, hvor Häcken blev reduceret til ti spillere efter 40 minutter, kostede dyrt i onsdagens nederlag.

Han henviser til, at spillere som Mikkel Rygaard og Samuel Gustafsson virkede slidte og manglede energi i slutfasen.

- Mikkel og Samuel har spillet alle kampe indtil nu. De havde bly i benene.

- Der var mange trætte ben på banen, efter at vi havde spillet med ti mænd i lang tid mod Elfsborg i weekenden, siger Per-Mathias Høgmo.

Det første opgør endte 0-0 på Færøerne i sidste uge. Onsdag stod det 2-2 efter ordinær tid og 3-3 efter forlænget spilletid.

I straffesparkskonkurrencen brændte Mikkel Rygaard sit forsøg fra pletten. Derefter brændte endnu en Häcken-spiller, inden Klaksvik afgjorde sagerne.

Efter nederlaget ryger Häcken ned for at spille kvalifikation i en europæisk klasse lavere. I Europa League skal svenskerne møde Zalgiris Vilnius fra Litauen.

Klaksvik fortsætter sit europæiske eventyr mod norske Molde i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.

Hvis det færøske hold skal hele vejen til gruppespillet i den mest prestigefyldte europæiske klubturnering, kræver det samlet sejr over Molde samt en modstander mere.

Klaksvik er med onsdagens sejr som minimum sikker på at deltage i gruppespillet i Conference League.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“