Sport - Ritzau

Håndboldkvinder sikrer sig førsteplads med storsejr

Håndboldkvinder sikrer sig førsteplads med storsejr

Håndboldkvinder sikrer sig førsteplads med storsejr

Ritzau
Ballerup
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Danmark - Polen Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

Danmark slog Polen med 39-31 i Ballerup og slutter øverst i EM-kvalifikationspuljen.

I onsdags sikrede det kvindelige danske håndboldlandshold endegyldigt billet til EM senere på året.

Nu har holdet også sat sig på førstepladsen i kvalifikationspuljen og bliver belønnet med en topseedning, når der skal trækkes lod til slutrunden.

Danmark vandt 39-31 over Polen i Ballerup Super Arena efter en præstation med langt bedre angrebsspil end i udekampen mod samme modstander i onsdags.

Der var flow og tempo og meget få tekniske fejl. Alene i første halvleg scorede Danmark 22 mål - blot fire mindre end i hele kampen i Polen.

Ud over at samle point til EM-kvalifikationen gjaldt kampene for spillerne om at gøre reklame for sig selv, inden landstræner Jesper Jensen skal udtage sit OL-hold til sommer.

Ved legene i Paris er der kun plads til 14 spillere, og der bliver hård kamp om pladserne.

Landstræneren vil utvivlsomt delt flere plusser ud efter lørdagens kamp. Han fik blandt andet set Simone Petersen stå stærkt i billedet i kontraspillet og det etablerede angrebsspil i de første 30 minutter.

Til gengæld havde målvogteren Anna Kristensen nok håbet på en mere fremtrædende præstation, da hun afløste Sandra Toft efter pausen.

Kristensens ulempe var, at hun stod bag et forsvar, der faldt så meget i niveau i anden halvleg, at en arrig Jesper Jensen måtte tage en timeout og give spillerne en opsang.

Polakkerne fulgte med til 6-6, men blev i sidste del af første halvleg kørt over af et tempospil, der gav Danmark en føring på 22-13 ved pausen.

Forsvarsspillet efter sidebyttet var det eneste minus. Efter en nimålsføring ved halvtid burde danskerne have vundet større. Det kommer landstræneren dog ikke til at få søvnløse nætter over.

- Overordnet set fylder det ikke så meget. Det fylder lige nu, men som udgangspunkt er vi langt henad vejen rigtig gode. At vi falder lidt ud i anden halvleg er meget naturligt med det kampprogram, vi har nu, siger Jesper Jensen til TV 2 Sport.

EM spilles 28. november til 15. december i Schweiz, Østrig og Ungarn.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“