Sport - Ritzau

Herredouble om hjemmebanekampe: Man må gerne buhe

Herredouble om hjemmebanekampe: Man må gerne buhe

Herredouble om hjemmebanekampe: Man må gerne buhe

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
BWF World Championship Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er tryk på hjemmebanestemningen ved VM i Royal Arena, men det gør ingenting, siger herredouble.

Der bliver både buhet og hujet i Royal Arena i disse dage, hvor der afholdes VM i badminton på dansk grund.

Det kan synes tarveligt, når danskere nærmest letter af den massive opbakning, mens modstanderne forsøges trykket i jorden af publikum.

Men der er ingen grund til at have ondt af de udenlandske spillere, siger Kim Astrup. Han er del af herredoublen med Anders Skaarup, som gik videre til semifinalerne fredag.

- Der er ikke nogen skam i at buhe ad nogen under sport generelt. Det sker hele tiden i andre sportsgrene, og det sker også mod os, når vi er i Kina, Indonesien og andre steder.

- Der bliver buhet, når vi skal til at serve, og der bliver råbt ting og sager ad os. Så folk skal bare give den los, når det er til vores momentum, siger Kim Astrup.

Under to neglebidende sæt mod indiske Satwiksairaj Rankireddy og Chirag Shetty var publikum oppe af stolene, og der blev både jublet over danskerne og buhet ad inderne.

Publikum buhede især ad den indiske herredouble, fordi de trak tiden ved at binde snørebånd eller ville have fejet gulvet for sved.

- Det er et udtryk for, at man gerne vil have lidt ekstra tid. Jeg tror også, at vi næsten booster lidt af, at de gerne vil have den lille rum tid til at tænke i, siger Anders Skaarup.

- Det vil vi også selv. Men det er mega fedt, at tilskuerne buher ad dem. Folk skal bare fyre den af. Det skal der være meget mere af i semifinalen, siger Kim Astrup.

Herredoublen understreger, at hjemmebanestemningen fredag var noget, de aldrig har oplevet før.

- Jeg tror, det bliver svært at skrue op for stemningen og folk, der giver den fuldstændig maksimal gas derinde, når vi vinder bolden. Men det skal da komme an på en prøve, siger Kim Astrup.

Inderne Chirag Shetty og Satwiksairaj Rankireddy, som danskerne sendte ud af VM fredag, bakker op om, at det er en del af spillet, at man nogle gange ikke har publikum med sig.

- Publikum var virkelig fede. Selv om de var imod os, var det en god oplevelse for os at spille i sådan en arena, siger Chirag Shetty.

Hans makker, Satwiksairaj Rankireddy, tilføjer.

- Jeg ville da ønske, at de støttede os i stedet. Men det sker jo for alle spillere i deres hjemlande. De (Anders Skaarup og Kim Astrup, red.) spillede virkelig godt og havde god selvtillid, så de fortjente også at vinde, siger han.

Lørdag skal Kim Astrup og Anders Skaarup møde kineserne Liang Wei Keng og Wang Chang, der ligger nummer tre på verdensranglisten. Astrup og Skaarup ligger selv nummer 11.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“