Sport - Ritzau

Hjulmand om Kjærs afløser: Vestergaard er en leder

Hjulmand om Kjærs afløser: Vestergaard er en leder

Hjulmand om Kjærs afløser: Vestergaard er en leder

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
VM kvalifikationkampen mellem Skotland-Danmark på Hampden Park Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jannik Vestergaard er efter et svært år tilbage på landsholdet, der må undvære en skadet Simon Kjær.

Midterforsvareren Jannik Vestergaard spillede blot en håndfuld kampe for Leicester i sidste sæson, hvilket kostede ham pladsen på det danske landshold og et muligt VM i Qatar.

Efter Leicesters nedrykning fra Premier League er den 31-årige forsvarer dette efterår igen blevet en vigtig del af Leicester-holdet, og nu kan han også skimte et comeback på landsholdet.

Tirsdag var der atter bud efter Jannik Vestergaard fra landstræner Kasper Hjulmand, da han udtog truppen til kampene mod Slovenien og Nordirland i EM-kvalifikationen.

Her var anfører Simon Kjær ikke med, da AC Milan-spilleren for tiden døjer med en skade.

- Det var meget naturligt at udtage Jannik.

- Det var tæt på allerede sidste gang, og siden sidste samling har han nærmest lagt endnu mere på, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren gør sig store tanker om den næsten to meter høje midterforsvarer. Han roser dels Vestergaards afleveringer og evner med bolden, men ser endnu flere kvaliteter i ham.

- Det er en fornøjelse at have ham med igen, ikke kun for de spillemæssige egenskaber, men også som menneske og leder. Som person indeholder han så meget, siger Hjulmand.

Da Danmark for godt to år siden nåede EM-semifinalen, var Jannik Vestergaard fast mand i startopstillingen, bortset fra den første kamp mod Finland.

Efter præstationerne ved EM valgte Leicester at købe forsvarsspilleren i Southampton, men hurtigt havnede han på bænken. Senere røg danskeren helt ud af kamptruppen og blev henvist til tribunen.

Efter to år uden kontinuerligt med spilletid viser Vestergaard sig i øjeblikket stærkt frem i Leicester, der topper The Championship og har kurs mod Premier League.

- Han har været rigtig meget igennem og har oplevet bagsiden af medaljen i et års tid i Leicester, hvor han sad på perronen, mens toget var kørt.

- Nu er han tilbage igen og nyder sin fodboldtilværelse. Han har fundet tilbage til sit rigtige niveau, og så er han en gevinst for ethvert hold, siger Kasper Hjulmand.

Danmark møder fredag i næste uge Slovenien i en udsolgt Parken, mens Nordirland venter tre dage senere i Belfast.

En sejr over Slovenien vil sikre Danmark førstepladsen i kvalifikationsgruppen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“