Sport - Ritzau

Hjulmand vil undgå skader: Alle rutiner skal følges

Hjulmand vil undgå skader: Alle rutiner skal følges

Hjulmand vil undgå skader: Alle rutiner skal følges

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Fodboldlandsholdet mødes og træner Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De danske VM-spillere må ikke tænke på, at de kan blive skadede inden slutrunden, siger Kasper Hjulmand.

21 fodboldspillere fik mandag afklaret, at de bliver en del af Danmarks trup til den forestående VM-slutrunde i Qatar, men de kan alligevel ikke vide sig helt sikre.

Når ellers driftsikre VM-kort som Kasper Schmeichel, Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg i de kommende dage løber på banen for at spille pokal- og ligakampe, risikerer de nemlig at løbe ind i skader, der kan få VM-drømmen til at briste. For med kort tid til Danmarks første kamp kan selv små skader blive kostbare i det regnestykke.

Landstræner Kasper Hjulmand råder sine stamspillere til ikke at forsøge at skåne sig selv for at undgå skader, inden VM-truppen mødes i Danmark på mandag. De skal slet ikke tænke tanken.

- Jeg har sagt til de her spillere, at den eneste rigtige måde at blive klar til VM på er ikke at lave om i sine rutiner. De skal forberede sig, præcis som de plejer. Det er det eneste rigtige at gøre.

- Jeg sidder da med livet i hænderne og håber på det bedste. Men for spillerne er det rigtige at gøre, som de plejer, siger landstræneren.

Brøndbys Daniel Wass ventes eksempelvis at komme i aktion på søndag, når vestegnsklubben møder Viborg i Superligaen, og højrebacken vil hellere på banen, selv om det indebærer en større skadesrisiko end at sidde på tribunen.

- Nej, jeg vil ikke slippe for at spille kampen. Jeg vil gerne have tre point, inden jeg skal afsted, siger Wass og ser positivt frem mod sin VM-debut.

- Jeg glæder mig helt vildt. VM er det største, man kan være med til som fodboldspiller. Jeg er stolt, og jeg blev rigtig glad for at blive udtaget. Jeg var lidt i tvivl om, jeg ville blive udtaget. Der er stor konkurrence på alle pladser, og man skal aldrig føle sig helt sikker, siger Wass.

Der er stadig fem åbne pladser i landstrænerens VM-trup, og for nogle spillere er spilletid i løbet af de kommende dage et krav for stadig at være i betragtning til en yderplads.

- Vi har kun kort tid til den første kamp. Spillerne kan ikke spille sig i form, så de skal være klar, når vi rejser derned. Vi kan ikke have skadede spille om bord på flyet, siger Kasper Hjulmand.

Mandag klokken 19 skal han indsende listen med sine 26 spillere til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Hvis en af spillerne efterfølgende får en skade, kan han skifte ud i truppen op til et døgn før Danmarks første VM-gruppekamp. Danmark åbner slutrunden 22. november mod Tunesien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“