Sport - Ritzau
Holger Rune skal spille showkampe mod Casper Ruud
Holger Rune skal spille showkampe mod Casper Ruud
Holger Rune skal spille showkampe mod Casper Ruud
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20240622174359105_org.jpg?itok=DQCR3hUd)
Casper Ruud har takket ja til at møde Holger Rune i to kampe, hvor der ikke er andet end æren på spil.
Casper Ruud og Holger Rune skal dyste mod hinanden i to showkampe på dansk og norsk grund senere på året.
Den første kamp spilles i Norge 30. november, mens den anden kamp spilles på dansk grund i Royal Arena i København 3. december.
Holger Rune spurgte tidligere i juni på det sociale medie X, hvem der kunne være interesseret i at udfordre ham i København. Den udfordring tog Casper Ruud imod med det samme.
Derfor ser Holger Rune nu frem til at møde Casper Ruud i kampene foran et nordisk publikum. Det forklarer danskeren i en pressemeddelelse fra arrangørerne.
- Jeg er glad for, at det var Casper, der tog udfordringen op, og jeg glæder mig virkelig meget til at spille foran de danske fans i København.
- Og så håber jeg også at få dansk support i Norge, så vi kan vise dem, hvem de rigtige vikinger er, siger Holger Rune.
25-årige Casper Ruud er lige nu er nummer otte i verden. 21-årige Holger Rune er nummer 15.
I indbyrdes kampe har nordmanden vundet seks ud af syv kampe. Så Casper Ruud har haft overtaget i de indbyrdes kampe indtil videre.
- Mange tak for udfordringen, Holger. Jeg ser meget frem til at spille imod dig foran de fantastiske fans i Norge og til returopgøret i København et par dage senere.
- Det er tid til igen at vise vores larmende naboer, hvem der er den bedste nation i norden, siger Casper Ruud.
/ritzau/