Sport - Ritzau

IOC kapper båndene til omstridt bokseforbund

IOC kapper båndene til omstridt bokseforbund

IOC kapper båndene til omstridt bokseforbund

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
BOX-OLY-2024-2028-IOC-IBA Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

IOC har vedtaget at fjerne anerkendelsen af bokseforbundet IBA som et olympisk forbund.

IBA er officielt blevet sendt ud i det olympiske mørke.

Torsdag vedtog Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på et ekstraordinært møde, at bokseforbundet ikke længere har anerkendelse som et olympisk forbund.

Det anbefalede IOC's bestyrelse for nylig at gøre, og det er altså nu blevet vedtaget. Det betyder, at IBA ikke kommer til at have noget med olympisk boksning at gøre lige foreløbigt.

På torsdagens møde blev det samtidig vedtaget, at der er boksning på programmet ved næste års olympiske lege i Paris. Det har indtil nu ikke ligget fast.

Boksning er foreløbigt ikke på programmet for OL i 2028, men det bliver der ændret på.

Mens det torsdag ikke blev officielt vedtaget, at boksning bliver en del af legene i 2028, så garanterede generaldirektør i IOC Christophe De Kepper, at der kommer til at blive bokset ved OL i Los Angeles om fem år.

Med IOC's beslutning angående IBA er der blevet sat et punktum i den længerevarende konflikt mellem de to parter.

IBA blev i 2019 suspenderet af IOC. Blandt andet på grund af manglende tillid. IOC mener ikke, at bokseforbundet bliver drevet ordentligt.

Suspenderingen betød, at det var IOC selv, der varetog boksekonkurrencerne ved OL i 2021. Det bliver også tilfældet ved næste års OL i Paris.

I april blev et nyt verdensforbund, World Boxing, oprettet med håb om at overtage ansvaret for boksekonkurrencerne ved OL i 2028 og fremover.

Under alle omstændigheder bliver det hvert fald ikke IBA, der står for de eventuelle boksekonkurrencer ved legene om fem år. Det vedtog IOC også torsdag.

Konflikten mellem IBA og IOC blev yderligere optrappet efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år.

I efteråret trodsede bokseforbundet, der har en russisk præsident, IOC og lod boksere fra Rusland og Belarus komme tilbage i konkurrence, efter at de havde været udelukket som en konsekvens af invasionen.

Efter at have gennemgået en rapport 2. juni i år om situationen med IBA kom IOC's bestyrelse med en anbefaling om at fjerne forbundets anerkendelse.

I sidste uge kom det frem, at IBA havde appelleret IOC-bestyrelsens beslutning til Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Tirsdag afviste CAS den appel.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“