Sport - Ritzau

Isak Jensen og Viborg nedlægger FCN i målrig dyst

Isak Jensen og Viborg nedlægger FCN i målrig dyst

Isak Jensen og Viborg nedlægger FCN i målrig dyst

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: Viborg FF - FC Nordsjælland Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland bragte sig foran i Viborg, men værternes offensive profiler fik vendt superligakampen.

Viborg tog fredag aften et stort skridt væk fra bundstriden og et lige så stort skridt mod en plads i Superligaens top-6.

På hjemmebane vandt holdet 3-2 over FC Nordsjælland, som ellers kom foran tidligt i opgøret. Men anført af en sprudlende Isak Jensen fik Viborg allerede før pausen vendt opgøret og snuppede de tre point.

Sejren sender viborgenserne op på sjettepladsen, mens modstanderen fra Farum glider ned som nummer otte. Begge har 12 point.

Viborg havde ikke i sinde at give de rapfodede nordsjællændere meget plads fra kampens start. Hjemmeholdet stod langt tilbage på banen og kom bagud, før der var spillet et kvarter.

Stortalentet Sindre Walle Egeli kom fri af sin oppasser med en skudfinte, før den 18-årig nordmand sparkede på mål. På vejen ramte bolden en Viborg-fod og snød Oscar Hedvall i målet.

Scoringen tvang Viborg frem på banen, og her fik de offensive profiler Thomas Jørgensen og Isak Jensen mulighed for at vise deres evner.

Særligt sidstnævnte var en hovedpine for FC Nordsjællands Peter Ankersen, og Jensen skaffede det hjørnespark, som forsvarsspilleren Stipe Radic pandede i mål efter knap en halv time.

Udligningen gav Viborg endnu mere energi i duellerne, og mens to nordsjællændere stødte sammen på en stor målchance, viste Renato Junior koldblodighed i den anden ende.

Han udnyttede en sløset clearing af Ankersen til at sparke 2-1-målet ind, og kort før pausen satte Isak Jensen punktum for en flot Viborg-omstilling ved at score til 3-1.

FCN-træner Jens Fønsskov Olsen skiftede to mand i pausen, men det var Magnus Westergaard og Isak Jensen, som stod bag anden halvlegs første to forsøg.

Men nordsjællænderne begyndte at være hyppige gæster i Viborgs felt og fik også et straffespark, da Milan Iloski blev nedlagt i feltet.

Dommen var VAR-rummet ikke helt enig i, og Sandi Putros blev sendt til sidelinjen for at se episoden igennem.

Putros ændrede mening og annullerede til stor frustration for Nordsjælland-bænken sin beslutning.

Intensiteten faldt, og først et kvarter før tid var FC Nordsjælland for alvor farlig igen. Jeppe Tverskov fandt Benjamin Nygren, som forsøgte at krølle bolden ind, men Hedvall diskede op med en stor redning.

Med få minutter tilbage blev spændingen genskabt, da midtstopperen Lucas Hey sparkede bolden i nettet på et hjørnespark, men Viborg holdt fast i de tre point.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“