Sport - Ritzau

Ishockeyformand forventer større OL-oplevelse end i 2022

Ishockeyformand forventer større OL-oplevelse end i 2022

Ishockeyformand forventer større OL-oplevelse end i 2022

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Ice Hockey Olympic Qualifiers: Denmark - Norway Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

OL-billetten har enorm betydning for dansk ishockey, fastslår formand, der kun ærgrer sig over tilskuertal.

Efter 4-1-sejren over Norge søndag står det klart, at det danske ishockeylandshold er med, når verdens bedste spillere i 2026 samles til vinter-OL i Italien.

Og betydningen af at kunne fremvise dansk ishockey på den største scene af alle kan ikke overvurderes, fastslår Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen.

- Det betyder alt. Vi har VM på hjemmebane næste år, og nu skal vi også til Milano i 2026. Vi kan bygge oven på det her. Hvis det var gået galt, skulle vi vente fire år, til vi fik chancen igen. Det er meget, meget stort for os, siger han.

Det er anden gang, Danmark kvalificerer sig til OL, men legene i Italien har potentiale til at blive en endnu større oplevelse end debuten i Beijing i 2022.

Dengang foregik turneringen under skrappe coronarestriktioner og stort set uden tilskuere i hallerne.

- Trænere og spillere sagde, at Beijing var det største, de havde oplevet. Men de var altså i en anden tidszone og med corona og uden tilskuere.

- Her bliver der totalt udsolgt til alle kampe, og der er kun to en halv time med et fly derned. Jeg tror, det bliver endnu bedre, siger Henrik Bach Nielsen.

Han kan glæde sig over, at ishockeyunionen er sikret 400.000 dollar for at være med, uanset om Danmark skulle tabe alle sine kampe ved legene.

Men det er tanken om at være med i selskab med verdens bedste, der fylder mest hos formanden.

- Det kan ikke blive bedre. Om det er en spiller i Metal Ligaen, eller om det er en NHL-spiller, der tjener mange millioner, så er det det her, han vil. Det bliver det bedste af det bedste, siger han.

Eneste lille ærgrelse efter succesen i Aalborg er tilskuertallene til kampene i OL-kvalifikationen.

Heller ikke til den imødesete knald-eller-fald-kamp mod nordmændene var der i nærheden af at være udsolgt i Gigantium. 3440 tilskuere var dukket op i hallen, hvor der er plads til 5000.

- Jeg tror, der er flere grunde. Det er let at pege på prisen, men det har også noget at sige, at vi spillede i august. Spillerne topper ikke i august, og det gør tilskuerne heller ikke. De andre lande kom nærmest uden fans, siger Henrik Bach Nielsen.

Han er ikke nervøs for, at det skuffende fremmøde skyldes, at interessen for det danske landshold er dalende.

- Overhovedet ikke. I fredags lavede vi en aftale med Sparekassen Danmark, der købte 1000 billetter og delte dem gratis ud. De var væk på to timer. Så det er ikke interessen, der mangler, fastslår formanden.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“