Sport - Ritzau

Kreditor sender fodboldklubben Esbjerg i rekonstruktion

Kreditor sender fodboldklubben Esbjerg i rekonstruktion

Kreditor sender fodboldklubben Esbjerg i rekonstruktion

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
NordicBet Ligaen: Esbjerg fB - Fremad Amager Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Bestyrelsen og direktionen i Esbjerg er midlertidigt afsat som følge af rekonstruktionen.

Der er indledt en rekonstruktion af selskabet bag fodboldklubben Esbjerg fB.

Det oplyser klubben fredag i en pressemeddelelse.

Det er en begæring fra en kreditor, som har fået skifteretten i Esbjerg til at indlede en rekonstruktion af selskabet EfB Elite A/S, som står bag topholdet i 2. division.

Divisionsforeningen oplyser til Ritzau, at man ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at klubber generelt ifølge DBU's love kan blive fratrukket mellem seks og ni point i forbindelse med en rekonstruktion i skifteretten.

Hvis rekonstruktionen mislykkes, og Esbjerg begæres konkurs, tvangsnedrykkes klubben. Ifølge reglerne rykkes en konkursramt klub to rækker ned fra deres slutplacering i indeværende sæson.

Både direktionen og bestyrelsen er afsat, indtil klubbens fremtid ligger fast.

Advokat Søren Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun overtager midlertidigt ledelsen i EfB Elite A/S.

Klubben meddeler samtidig, at kampe og øvrige arrangementer vil afvikles som hidtil, mens processen omkring en rekonstruktion pågår, og at medarbejdere vil få udbetalt løn som vanligt.

- Sideløbende vil der nu påbegyndes en proces, som gerne skulle munde ud i, at der etableres en økonomisk bæredygtig og varig løsning for EfB Elite A/S, skriver Esbjerg på sin hjemmeside.

Mandag skulle afholdes en ekstraordinær generalforsamling, da lokale investorer ønsker Paul Conway og de øvrige amerikanske ejere ud af klubben. Den generalforsamling er nu aflyst.

På generalforsamlingen ville en styregruppe bestående af lokale kræfter fremlægge en plan for en økonomisk genopretning af selskabet bag fodboldholdet. Det vil styregruppen stadig gøre, men kalder det i en pressemeddelelse nu i stedet et informationsmøde.

Her vil man fremlægge en plan, der indebærer, at selskabskapitalen nedsættes med 56,6 millioner kroner til 0 kroner til dækning af underskud. Samtidig vil man gennemføre kapitalforhøjelse på 12 millioner kroner.

I planen indgår også, at man over de næste tre år går efter at rejse 50 millioner kroner - primært fra lokale folk. Ifølge styregruppen har man allerede tilsagn om de første 30 millioner kroner.

Hvis ikke der ville være tilslutning til den plan, ville styregruppen trække selskabet i skifteretten, men det er altså allerede sket.

Talsmand Henry Heiberg har tidligere udtalt, at han forventede, at de amerikanske ejere ville stemme imod planen, og i det tilfælde ville selskabet ende i en rekonstruktion.

Esbjerg har været på amerikanske hænder siden februar 2021, da holdet lå i 1. division. Siden har der været en del uro omkring den tidligere topklub, der nu spiller i 2. division.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“