Sport - Ritzau
Landskamp mod Frankrig kan blive et pokerspil før VM
Landskamp mod Frankrig kan blive et pokerspil før VM
Landskamp mod Frankrig kan blive et pokerspil før VM
Kasper Hjulmand vil gemme sine bedste kneb til at slå Frankrig. De skal først bruges til VM.
Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand overvejer, hvilke taktiske manøvrer han tør afprøve i søndagens Nations League-kamp mod Frankrig.
De to hold mødes nemlig igen om to måneder ved VM i Qatar i en langt vigtigere kamp, og derfor er det en fordel at gemme et es eller to i ærmet, selv om Danmark allerede nu har lokaliseret franske svagheder.
- Det kan godt være, at jeg holder noget tilbage. Der er nok et par tanker bag at gøre det, siger landstræneren med et lumsk smil.
- Det er klart, at der kan være andre dagsordener i den her kamp (Nations League-kampen, red.). Den helt overordnede dagsorden er, at vi skal forsøge at vinde kampen, uanset hvordan vi vælger at gribe den an, siger Hjulmand.
Det er kun små taktiske greb, der kan gøre en lille forskel til VM. Danmarks overordnede taktik og udtryk mod franskmændene søndag aften og i Qatar vil være den samme, som landsholdet har haft længe.
- Vi forbereder os på at spille, som vi plejer. Vi skal spille med de strukturer, vi har i vores hold, vi har ikke tid til at begynde at lave om på det, for vi har ingen kampe eller ret mange træninger inden VM.
- Hvis vi havde vundet i Kroatien i torsdags, kunne jeg godt have lavet nye konstellationer og set nogle flere ting an mod Frankrig, for så havde det været en gratis kamp.
- Men nu er vi der, hvor vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vinde. Vi har fem udskiftninger, så det handler om at give den gas. Vores fokus er at spille en god kamp med det formål at have flest mulige minutter på vores topniveau, siger Hjulmand.
Landstræneren kan også forvente, at han søndag aften møder et noget andet dansk hold i Parken, end det der venter 26. november i Qatar. Franskmændene er aktuelt ramt af et tocifret antal afbud fra VM-aktuelle spillere.
Danmark vandt 2-1 på Stade de France i juni, og den succesoplevelse giver selvtillid inden det andet af årets tre planlagte møder med verdensmestrene.
- Vi har stor respekt for dem. Men vi har vist, at vi på en god aften kan slå dem. Med Parkens energi i ryggen håber vi at få vinger og kunne overvinde en utrolig stærk modstander. Både for fansenes skyld og for vores egen skyld.
- Det er vores sidste kamp inden VM, og vi skal have et godt afsæt, siger Kasper Hjulmand.
/ritzau/