Sport - Ritzau

Landstræner håber på kø ved billetlugen efter halvtom kulisse

Landstræner håber på kø ved billetlugen efter halvtom kulisse

Landstræner håber på kø ved billetlugen efter halvtom kulisse

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
VM i kvindehåndbold: Danmark - Chile Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen forstår godt, at søndagens VM-kamp mod Chile ikke var noget stort trækplaster.

En VM-håndboldkamp mod Chile kan ikke for alvor trække det danske håndboldpublikum af huse.

Det blev bevist søndag aften, hvor Boxen i Herning var langt fra fyldt, da de danske håndboldkvinder lammetævede miniputnationen med 46-11.

Der er plads til 12.500 tilskuere i den midtjyske arena, men kun 7122 af sæderne var fyldt ud. Det var dog ikke noget, der kunne få landstræner Jesper Jensen til at hænge med mulen.

- Chile var bagud med 6-25 i pausen i deres første kamp mod Rumænien, så det var nok ikke sådan, at folk bare sad derhjemme og tænkte, at den kamp mod Chile, den skulle de bare ind og se.

- Og så var der nok også noget snevejr, der gjorde, at der manglede mennesker, siger Jesper Jensen med henvisning til, at det dryssede med hvide fnug det meste af dagen i Herning og omegn.

Det hjalp formentlig heller ikke på fremmødet, at opgøret blev spillet 20.30. Især ikke hvis man drømmer om at fylde hallen op med børnefamilier.

- Det er, som det er. Det er ikke os, der planlægger det. Vi spiller, når vi skal spille. Det er vigtigt for os at være et tv-produkt, og det er jo helt sikkert tv, der har bestemt det.

- Jeg vil ikke lave regnestykket, men det er klart, at der er fordele og ulemper, siger Jesper Jensen, som blev spurgt, om han kunne finde på at slæbe sine egne børn til landskamp 20.30 en søndag aften.

- Ja, men nu er jeg jo også håndboldgal, sagde han med et grin.

Danmark skal tirsdag spille gruppefinale mod Rumænien, og her håber Jesper Jensen, at tribunerne får mere fylde.

- Jeg synes stadig, der var en flot kulisse mod Chile, og dem, der var her, gav os en god oplevelse. Nu får vi megameget brug for opbakningen i gruppefinalen, så jeg har en klar forventning om, at de sidste par tusinde billetter bliver solgt, siger han.

Danmark er sikker på en plads i mellemrunden, men skal altså slås med Rumænien om førstepladsen i gruppen. Det er tirsdag. Og det er 20.30. Igen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“