Sport - Ritzau

Landstræner slikker sig om munden: Måske det bedste i min tid

Landstræner slikker sig om munden: Måske det bedste i min tid

Landstræner slikker sig om munden: Måske det bedste i min tid

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Herrehåndbold: Danmark - Norge Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det danske håndboldlandshold har hævet niveauet, mener Nikolaj Jacobsen efter OL-afklapsning af Norge.

Der skal meget til at imponere ham, men han har sjældent set sit landshold spille så godt som under OL.

Sådan lyder det fra landstræner Nikolaj Jacobsen, efter at han har nydt håndboldlandsholdet banke Norge 32-25 og hente den femte gruppesejr af fem mulige.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad og stolt af mit hold. Jeg synes, at vi i de fem kampe har været på et ekstremt højt niveau. Måske noget af det bedste i min regeringstid, siger Nikolaj Jacobsen.

Han overtog tøjlerne for landsholdet for syv år siden og har ført Danmark til tre verdensmesterskaber i 2019, 2021 og 2023.

For tre år siden ved OL i Tokyo blev det til sølv, som man også hentede ved EM i januar. Begge gange stod Frankrig i vejen for Nikolaj Jacobsens udvalgte.

Selv om Danmark i en årrække har kæmpet med i toppen, så har fynboen på det seneste følt, at hans spillere havde endnu mere i sig.

- Vi havde nogle snakke her i sommer om, at vi ikke var tilfredse, selv om vi i januar kom i en EM-finale.

- Vi ville gerne lægge et lag på, og det synes jeg, at vi bestemt har gjort til OL. Vi har spillet noget fremragende håndbold, siger han.

Danmark indledte gruppespillet med at slå Frankrigs værter, og derefter er fulgt sikre sejre over Egypten, Argentina, Ungarn og Norge.

Der er blevet leveret stærke målmandspræstationer af Niklas Landin og Emil Nielsen, og så har det danske angrebsspil været tempofyldt, kreativt og med stort flow.

Scoringerne har været fordelt på mange. Mathias Gidsel har været storleverandør, men mod Norge holdt han sig tilbage, og der var i stedet andre, der tog over.

- Norge gik lidt højt på mig, og det gav rum til andre. Jeg manglede også lidt skarphed.

- Det var rart, at holdet har mange andre, der kan tage over, når der er én, der rammer lidt forbi. Det siger lidt om kvaliteten på det her hold, siger Gidsel.

Som vinder af gruppe B skal landstræner Nikolaj Jacobsens mandskab tirsdag i Lille møde nummer fire fra gruppe A. Først senere søndag bliver det afgjort, om Spanien, Kroatien eller Sverige venter.

- Jeg tænker, at vi står godt rustet. Vi tager til Lille med en god portion selvtillid, men også med ydmyghed om, at alle kan have en halvdårlig dag, og så kan man være færdig, siger han.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“