Sport - Ritzau

Lang kø og for lidt mad i den olympiske buffet

Lang kø og for lidt mad i den olympiske buffet

Lang kø og for lidt mad i den olympiske buffet

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
CORRECTION-FRANCE-OLY-PARIS-2024 Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix

Flere af danske atleter har udfordringer med lange køer og for lidt mad i buffeten i den olympiske by i Paris.

Køen til buffeten er for lang, og maden er væk, når man har kæmpet sig frem.

Sådan oplever flere af de danske atleter madbuffeten i OL-byen, efter at de hen over de seneste dage er ankommet til Paris.

OL-chef Søren Simonsen fortæller, at Danmark sammen med en række andre lande har gjort de franske arrangører opmærksom på udfordringerne, og han regner med en snarlig løsning.

- Maden er okay, men vi skal vente for lang tid på den, og der er mangel på mængderne, når vi kommer frem, siger Søren Simonsen.

OL-chefen fortæller, at han hver morgen mødes med sine kolleger fra de øvrige landes nationale olympiske komitéer, de såkaldte NOC'ere.

- Vi har rejst den her problematik i samlet flok, og Paris 2024 kæmper for at løse det, siger Søren Simonsen omkring udfordringerne ved buffeten.

Han afviser, at atleterne kommer til at gå sultne i seng.

- Nej, derovre ligger et supermarked, og vi har mikrobølgeovne med, så vi løser tingene, hvis der er noget, der går galt i madsalen, siger Søren Simonsen.

Bordtennisspilleren Anders Lind er generelt tilfreds med forholdene i Paris, men lige nøjagtig omkring maden kunne han godt tænke sig forbedringer.

- Det virker ikke helt til, at de har styr på, hvordan de skal gøre det. Der er virkelig lang ventetid.

- Man kan vente en halv time på at få en tallerken mad, og skal man have en omgang mere, så bruger man pludselig lang tid på at spise, siger Anders Lind, der dog tager situationen med ro.

- Man vidste på forhånd, at det er en del af OL. Alting tager tid, siger han.

Når det kommer til indkvarteringen i OL-byen, så har der blot været lidt småproblemer.

Der har været nogle automatiske rullegardiner, der ikke har virket, og manglet et tv.

- Man kan ikke forvente, når man flytter ind i nye bygninger, at alt virker.

- Det er en stille og rolig proces, vi tager med værterne, siger Søren Simonsen.

OL begynder officielt fredag, men allerede torsdag skal håndboldkvinderne og bueskytten Kirstine Danstrup Andersen i aktion.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“