Sport - Ritzau

Magnussen bliver nier i opløftende kvalifikation

Magnussen bliver nier i opløftende kvalifikation

Magnussen bliver nier i opløftende kvalifikation

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Singapore F1 GP Auto Racing Foto: Vincent Thian/Ritzau Scanpix

Efter flere sløje kvalifikationer fik Kevin Magnussen oprejsning med en niendeplads i Singapore.

Kevin Magnussen har fra start gode muligheder for at tage VM-point søndag i Singapores Formel 1-grandprix.

Danskeren starter således i niende position efter en flot præstation i lørdagens kvalifikation.

Det er første gang siden det franske grandprix i juli, at Magnussen nåede helt frem til tredje og sidste kvalifikationsrunde, Q3. I de seneste tre kvalifikationer var danskeren endt som nummer 19, 18 og 18.

- Det har været positivt hele weekenden, men ikke så positivt som det her.

- En niendeplads er lidt mere, end hvad vi regnede med, men det er fantastisk, fordi kvalifikationen er meget vigtig i Singapore, siger Magnussen i en udtalelse på Haas-holdets hjemmeside.

Charles Leclerc var hurtigst af alle lørdag og starter derfor forrest i sin Ferrari. Lige bag sig har han Sergio Perez (Red Bull) og holdkammeraten Carlos Sainz.

Max Verstappen, der kan sikre sig verdensmesterskabet søndag, hvis resultaterne flasker sig, endte noget overraskende helt tilbage som nummer otte i kvalifikationen.

Red Bull-stjernen blev på sin sidste omgang kaldt i pit til stor forundring for Verstappen selv.

Red Bull forklarede efterfølgende, at Verstappen blev beordret i pit, fordi han ikke ville kunne have opfyldt kravet om, hvor meget brændstof, der skal være tilbage i tanken, hvis han havde færdiggjort omgangen og den efterfølgende tur tilbage til pitten.

Kevin Magnussens holdkammerat, Mick Schumacher, blev nummer 13 i kvalifikationen.

Efter et regnvejr tidligere på dagen var banen våd, da tidtagningen begyndte.

I takt med at bilerne kørte rundt, blev den dog mere og mere tør. Det gjaldt derfor i høj grad om at have den rigtige timing. Jo senere i kvalifikationsrunden, man kørte, jo hurtigere var det som udgangspunkt muligt at køre.

Kevin Magnussen var blandt de sidste over målstregen i Q1, men havde allerede inden da sat en tid, der sikkert bragte ham videre til Q2.

Her blev banen flere steder så tør, at enkelte biler fik normale dæk på. Magnussens var ikke en af dem, men det blev ikke en hæmsko for danskeren.

Magnussen, som kørte på intermediate-dæk, klemte sig videre til Q3 som tiende og sidste mand.

Her var Magnussen helt forventeligt ikke specielt konkurrencedygtig. Haas-raceren er ganske enkelt ikke på niveau med de allerhurtigste biler.

Søndagens løb på bybanen i Singapore begynder klokken 14 dansk tid.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“