Sport - Ritzau

Målmaskinen Haaland slår Premier League-rekord i Citys sejr

Målmaskinen Haaland slår Premier League-rekord i Citys sejr

Målmaskinen Haaland slår Premier League-rekord i Citys sejr

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Manchester City v West Ham United Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Erling Haaland scorede sæsonmål nummer 35 i Premier League i Manchester Citys sejr over West Ham.

Der skulle mere end en halvleg uden mål til at ryste Manchester City onsdag aften.

I hjemmekampen mod West Ham i Premier League blev stjernerne holdt fra fadet i de første 45 minutter, før favoritsejren begyndte at tage form.

Forsvarsklippen Nathan Aké åbnede ballet, før Erling Haaland overtog og scorede sit sæsonmål nummer 35 i ligaen. Det har ingen andre præsteret i Premier League. Siden lukkede Phil Foden til slutresultatet 3-0.

City fastholder dermed kursen mod det engelske mesterskab.

Arsenal overtog føringen efter sin sejr over Chelsea tirsdag, men det var en kortvarig fornøjelse for London-holdet, som får brug for stor hjælp at vinde mesterskabet.

Før de sidste fire kampe er City et point foran, og Pep Guardiolas mandskab har både en kamp i hånden og en bedre målscore.

Med andre ord er det nu stejlt op ad bakke for Arsenal.

Der var ellers en anelse grund til optimisme i første halvleg af onsdagens City-kamp mod West Ham. Gæsterne pakkede sig og overlod initiativet til City, som er set mere sprudlende end onsdag aften.

To stolpeskud kom der ud af det enorme City-overtag i boldbesiddelsen før pausen.

Jack Grealish testede først træværkets holdbarhed, før Rodri kort efter ramte indersiden af stolpen.

West Ham havde klaret 45 minutter mod titelfavoritterne, og det er mere, end de fleste andre kan prale af.

Efter pausen gik det til gengæld også hurtigt galt. Hollandske Aké havde masser af plads i bagrummet, da et frispark blev sendt ind i panden på ham til 1-0.

West Ham vovede sig lidt længere frem, men det gav bagslag. Haaland fandt plads på en omstilling efter 70 minutter og chippede den over West Ham-keeper Lukasz Fabianski til 2-0.

Inden slutfløjt kom Phil Foden også på tavlen, da englænderens langskud ramte en modstanderfod på vejen og strøg i mål.

En god aften blev det også for Liverpool, som hjemme vandt 1-0 over Fulham på et straffesparksmål af Mohamed Salah.

Liverpool er på femtepladsen, men har stadig fire point op til top-4, der giver adgang til Champions League.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“