Sport - Ritzau
Medie: Italiens Fodboldforbund vil fratrække Juventus ni point
Medie: Italiens Fodboldforbund vil fratrække Juventus ni point
Medie: Italiens Fodboldforbund vil fratrække Juventus ni point
Det Italienske Fodboldforbund vil have genåbnet Plus Valenza-sagen mod Juventus, som risikerer at miste point.
Anklagere i Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) vil have, at Serie A-klubben Juventus bliver fratrukket ni point i forbindelse med Plus Valenza-sagen.
Det oplyser en kilde i FIGC til nyhedsbureauet AFP.
Forbundet arbejder også på at få genåbnet sagen, som handler om mistænkelig høj værdisætning af spillere i forbindelse med transfers.
Juventus og en række andre italienske klubber - heriblandt topholdet Napoli - var anklaget for at værdisætte og sælge spillere til større summer, end de var værd. 62 transfers blev undersøgt, heraf var Juventus involveret i 42 af dem.
Plus Valenza-sagen blev afvist ved domstolen i Italien, fordi dommeren fandt det svært at bevise, hvor meget en spiller præcis er værd.
Kilden oplyser ifølge AFP, at det fredag aften bliver besluttet om Plus Valenza-sagen skal genåbnes.
I denne omgang skal Napoli ikke frygte at blive involveret. Det er nemlig kun Juventus, Empoli og Sampdoria, som - i Serie A - bliver undersøgt.
Ud over en pointstraf og en genåbning af sagen har anklagerne også bedt om, at Juventus-præsidenten i perioden, hvor handler fandt sted, Andrea Agnelli, udelukkes i 16 måneder.
Også den tidligere sportsdirektør, Fabio Paratici, som nu er ansat i Premier League-klubben Tottenham, vil anklagerne have udelukket. For hans vedkommende kræver man en suspendering på 20 måneder og 10 dage.
Plus Valenza-sagen er ikke den eneste økonomiske skandalesag, som hænger over Juventus.
I slutningen af november gik hele Juventus-ledelsen af, efter at det kom frem, at der var rod i regnskaberne.
Klubben er i sagen kaldet Prisma anklaget for at have underdrevet de finansielle tab i perioden fra 2018 til 2021. Særligt i perioden under coronapandemien.
Det drejer sig om tvivlsom regnskabsførelse, usande finansielle redegørelser, sort udbetaling af løn og markedsmanipulation.
Der er høring i Prisma-sagen i marts.
/ritzau/