Sport - Ritzau

Mestrene er pressede: Vejret er ikke godt nok til sommerferie

Mestrene er pressede: Vejret er ikke godt nok til sommerferie

Mestrene er pressede: Vejret er ikke godt nok til sommerferie

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Metalligaen: Esbjerg Energy - Aalborg Pirates Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Aalborg Pirates er tæt på exit i slutspillet, men mod kan udskyde sommerferien, mener kaptajn Julian Jakobsen.

Efter fire år i træk med mindst en andenplads er Aalborg Pirates blot ét nederlag fra exit i Metal Ligaens semifinaler.

Især defensivt har de seneste to sæsoners mesterhold ikke leveret i serien mod Esbjerg Energy, der fører 3-1 i kampe, mener kaptajn Julian Jakobsen.

- Ligesom i kvartfinalerne mod Rødovre prøver og prøver vi, men vi har ikke rigtig haft hovedet med, og når man ikke har det, så går pucken ind.

- Vi har jo egentligt lavet nok mål til at vinde alle fire kampe, men det er svært at vinde ishockeykampe, når man selv lukker 18 mål ind i fire kampe.

- Vi skal forvente af os selv, at vi har hovederne med fredag, for det vil sgu ikke være sjovt at skulle på sommerferie med det her vejr, siger Jakobsen før fredagens skæbnekamp i Aalborg.

Blot fem gange tidligere har et hold vendt 1-3 til en samlet slutspilssejr, siden man indførte bedst af syv-systemet for 20 år siden. Herning har gjort det tre gange, og Rungsted/Nordsjælland har gjort det to gange.

Jakobsen satser på, at frigjorthed og et skarpere grundspil betyder, at Aalborg bliver føjet til listen.

- Det er meget på spil i slutspillet, og derfor vil man komme til at være lidt passiv i perioder. Men vi har ikke noget at tabe nu, og det håber jeg kommer til udtryk fredag.

- Vi ved, hvor godt et hold, vi er, når vi præsterer og sætter tingene ordentlig sammen. Men vi skal forstå, at vi ikke kan skabe og påvirke spillet hele tiden. Nogle gange skal vi stabilisere os i vores grundspil, og det har vi ikke været gode nok til, og derfor fører Esbjerg 3-1, siger Aalborg-kaptajnen.

Aalborg har tabt sine to hjemmekampe i serien, men Jakobsen forventer, at holdet fredag kan præstere i egen hule med kniven for struben.

- Vi har et voksent hold, og vi ved godt, at folk forventer, at vi vinder hver gang. Det er måske ikke helt realistisk, men jeg tror, det er meget sundt at prøve at have ryggen mod muren - hvis ellers vi kommer godt ud af det, og det håber jeg, vi gør fredag.

Aalborg har vundet skudstatistikken i alle fire semifinaler, men det har kastet blot tre gange overtid og søndagens 4-7-nederlag af sig.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“