Sport - Ritzau
Nadal udbygger vild statistik mod franskmand i US Open
Nadal udbygger vild statistik mod franskmand i US Open
Nadal udbygger vild statistik mod franskmand i US Open
![](/sites/default/files/styles/article_image_1200x450_/public/ritzau-images/20220904035704657_org.jpg?itok=M2i8cdE0)
Rafael Nadal slog Richard Gasquet for 18. gang i træk og er nu i ottendedelsfinalen i US Open.
Drømmen om karrierens 23. grand slam-trofæ lever videre for spanske Rafael Nadal, efter at han overlegent i tre sæt besejrede franske Richard Gasquet i US Opens tredje runde.
Den rutinerede spanier, der tidligere i 2022 har vundet både Australian Open og French Open, kom natten til søndag problemfrit igennem kampen.
Nadal vandt med cifrene 6-0, 6-1, 7-5.
Samtidig udbyggede Nadal sin vilde statistik mod Gasguet. De to har mødt hinanden 18 gange, og Nadal har vundet hver gang. Nadal har desuden vundet 34 sæt i træk i deres indbyrdes opgør.
De to skulle helt hen i tredje sæt, før franskmanden begyndte at bide fra sig, men Nadal hev sættet og kampen hjem til sidst.
Richard Gasquet ligger nummer 91 på herrernes verdensrangliste, men befinder sig også i karrierens efterår i en alder af 36 år.
Nadal indtager tredjepladsen, og som andenseedet i turneringen efter russeren Daniil Medvedev betragtes han som en af favoritterne til at vinde turneringen.
I mandagens ottendedelsfinale skal han op imod franske Frances Tiafoe, som ligger nummer 26.
Også den tredjeseedede spanier, Carlos Alcaraz, er videre til ottendedelsfinalen. Tennisverdenens bare 19-årige stjerneskud besejrede amerikanske Jenson Brooksby i tre sæt.
En anden ung spiller - italienske Jannik Sinner - er videre efter en sejr i fire sæt mod Brandon Nakashima fra USA.
På kvindesiden kom verdensetteren, polske Iga Swiatek, forbi amerikanske Lauren Davis og skal nu møde tyskeren Jule Niemeier.
/ritzau/