Sport - Ritzau

NHL-kamp starter med slagsmål og ti udvisninger

NHL-kamp starter med slagsmål og ti udvisninger

NHL-kamp starter med slagsmål og ti udvisninger

Ritzau
New York
Zuletzt aktualisiert um:
New Jersey Devils v New York Rangers Foto: Bruce Bennett/Ritzau Scanpix

New York Rangers og New Jersey Devils indledte NHL-kamp med slåskampe to og to. Otte spillere fik matchstraf.

NHL-kampen mellem New York Rangers og New Jersey Devils fik en noget aparte start natten til torsdag dansk tid.

Kampen var blot to sekunder gammel, da de startende spillere på isen røg i flæsket på hinanden i nævekampe én mod én, og fem spillere fra hvert hold blev udvist prompte.

Fire spillere fra hvert hold blev endda idømt matchstraf, hvilket er lig med en udvisning for resten af kampen. To spillere slap billigere med fem minutter i straffeboksen.

Årsagen til de øjeblikkelige slagsmål skal findes i en tidligere episode med Rangers-spilleren Matt Rempe, der har skabt ballade i en kamp mod Devils.

I marts blev han idømt fire dages karantæne for en albue mod Devils' Jonas Siegenthaler.

Det så ud til at være aftalt på forhånd, da spillerne straks efter kampens igangsætning smed handskerne og kastede sig ud i slåskampe, men Devils-spilleren Kurtis MacDermid, der tog del i løjerne, afviser, at det var arrangeret.

- Jeg anede ikke, at det skulle ske. Det var bare noget, der opstod i øjeblikket, hævder MacDermid ifølge NHL's hjemmeside.

Rangers-backen Adam Fox, der så slåskampene fra bænken, roser voldelighederne.

- Det er ikke sådan, at vi ville forsøge at lave en farce derude, det er bare fyre, der bakker hinanden op. Jeg synes, at alle gjorde et godt stykke arbejde med at stå op for hinanden, siger Adam Fox og får opbakning fra sin træner:

- Vores drenge reagerede på det, der skete på isen. Jeg synes, de gjorde et fantastisk stykke arbejde alle fem, siger Peter Laviolette.

Rangers vandt selve ishockeykampen med 4-3. Hjemmeholdet førte 2-0, men kom bagud med 2-3, inden kampen blev vendt på hovedet igen i tredje periode.

/ritzau/NTB

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“