Sport - Ritzau

Nordisk bud på EM i kvindefodbold mangler dansk stadion

Nordisk bud på EM i kvindefodbold mangler dansk stadion

Nordisk bud på EM i kvindefodbold mangler dansk stadion

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Venskabskampen i kvindefodbold mod Brasilien i Parken i København fredag den 24. juni 2022. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skærpede krav fra Uefa besværliggør Danmarks forsøg på at byde ind på kvinde-EM i 2029 sammen med Sverige.

Der er en del knaster, der skal løses, før Danmark sammen med Sverige kan byde ind på EM i fodbold for kvinder i 2029.

For at kunne indlevere et fælles bud, skal Danmark først og fremmest finde et stadion mere med plads til 20.000 tilskuere. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse fredag.

DBU-formand Jesper Møller forklarer, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) stiller krav om et stadion med plads til 50.000, tre stadioner med plads til 30.000 og fire stadioner med plads til 20.000.

Det kan Danmark og Sverige tilsammen levere, men det er ikke nok.

Hvis værtskabet skal være ligeværdigt, er der brug for et yderligere stadion i Danmark med plads til mere end 20.000 fans ud over det nye stadion, der bliver bygget i Aarhus, lyder det fra DBU.

- Vi står og mangler et stadion, meget gerne i Vestdanmark, med plads til minimum 20.000 tilskuere. Det håber vi, der er kommuner, som er parate til at gå positivt ind i.

- Derudover vil vi igen påpege behovet for at modernisere og udvide Parken - ellers får vi meget svært ved at tiltrække internationale fodboldbegivenheder til Danmark, siger Jesper Møller i meddelelsen.

Der skal også findes otte steder i landet, hvor de deltagende hold kan indkvarteres og tilbydes træningsfaciliteter under slutrunden.

DBU-formanden holdt torsdag møde om projektet med kulturminister Jakob Engel-Schmidt, overborgmester Sofie Hæstorp Andersen fra Københavns Kommune og borgmester Jacob Bundsgaard fra Aarhus Kommune.

DBU-formanden erkender efter mødet, at der er langt igen i arbejdet med et muligt EM-bud.

- Fodbold for kvinder er lykkeligvis i rivende udvikling i mange lande, og det er derfor heller ikke en overraskelse for os, at Uefa har valgt at skærpe kravene.

- Vi har derfor brug for en markant bedre økonomi i vores bud, end da vi forsøgte at få værtskabet for EM for kvinder i 2025, siger Jesper Møller.

Uefa vil først i efteråret offentliggøre de helt præcise budkriterier. Herefter skal Danmark og Sverige beslutte, om de ønsker at byde.

Det endelige bud skal afleveres i august næste år, hvorefter Uefa ventes at vælge hvem, der skal være vært for EM i 2029 i december 2025.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

WORT ZUM SONNTAG

Matthias Alpen
Matthias Alpen
„Der Ruf von Fanø“