Sport - Ritzau

OB-træner efter Hvidovre-nederlag: Chokerende lavt niveau

OB-træner efter Hvidovre-nederlag: Chokerende lavt niveau

OB-træner efter Hvidovre-nederlag: Chokerende lavt niveau

Ritzau
Odense
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: OB - Hvidovre IF Odenses første hjemmekamp efter trænerfyringen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Alt gik ifølge cheftræner Søren Krogh galt søndag aften, da OB tabte med 0-2 til Hvidovre IF på hjemmebane.

To vidt forskellige verdener kolliderede søndag aften efter slutfløjtet på Nature Energy Park.

Krisen fortsætter i OB efter endnu et nederlag på hjemmebane, mens Hvidovre var i den syvende himmel, da Per Frandsens tropper sikrede sig alle tre point med en 2-0-sejr over odenseanerne.

Det betyder, at OB fortsat er uden en eneste hjemmebanesejr i denne superligasæson, mens Hvidovre fik sin første sejr overhovedet i sæsonen.

Derfor havde OB-træner Søren Krogh ikke meget positivt at sige efter kampen.

- Alt gik galt. Jeg har ikke set sådan et chokerende lavt niveau før, siger Søren Krogh.

Det nikker OB-angriberen Bashkim Kadrii genkendende til.

- Det er nok noget af det værste, som jeg har været med til i min tid i OB, siger en tydeligt nedtrykt Bashkim Kadrii.

Ifølge OB's cheftræner blev spillet for individuelt.

- Vi gav bolden til Charly (Nouck, red.) og Deedson (Don, red.) og håbede på det bedste, men det holder ikke. Jeg gider ikke det individuelle, det holder ikke i længden, siger OB-træneren.

Søren Krogh, der blev midlertidig træner efter fyringen af Andreas Alm for ti dage siden, understreger dog efterfølgende, at det ikke skal tage noget fra Hvidovre.

- Hvidovre var markant dygtigere end os i dag, så det var en fortjent sejr til dem, siger den danske cheftræner.

I starten af sæsonen var det ultimative mål for OB top-6, men det er det ikke længere ifølge Søren Krogh.

- Målet er 100 procent overlevelse i denne sæson, vi har ingen forhåbninger om top-6, siger OB's cheftræner.

Søren Krogh siger efterfølgende, at OB befinder sig i en situation, hvor det handler om at stå sammen, og det håber træneren, at klubbens kommende træningslejr i Alicante kan hjælpe med.

- Vores tur skal hjælpe med at samle op på det her. Vi kan ikke bare lægge os ned og sige, at det glemmer vi og holde os for ørerne, siger Søren Krogh.

Angriberen Bashkim Kadrii håber også, at den kommende træningslejr kan hjælpe truppen.

- Lad os håbe, at træningslejren giver os et boost, men det er en meget svær situation, som vi befinder os i lige nu, siger OB-angriberen.

På trods af det, så tror angriberen stadigvæk på, at OB kan vende skuden.

- Selvfølgelig tror vi på det, men det er svært at sætte ord på, for det er virkelig ringe lige nu, siger Bashkim Kadrii.

OB skal i næste runde møde Randers på udebane.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“