Sport - Ritzau
Odense vinder topkamp og stryger til tops i Metal Ligaen
Odense vinder topkamp og stryger til tops i Metal Ligaen
Odense vinder topkamp og stryger til tops i Metal Ligaen
Aalborg Pirates skabte spænding i slutfasen, men Odense Bulldogs vandt topkamp og overtager førsteplads.
Odense Bulldogs er nyt tophold i Metal Ligaen. Tirsdag aften overtog fynboerne førstepladsen fra Aalborg Pirates ved at slå netop det nordjyske hold.
På udebane vandt Odense med cifrene 4-3 og kom dermed på 17 point i Danmarks bedste ishockeyrække.
Efter syv kampe har Odense stadig ikke lidt et rent nederlag, men kun et efter forlænget spilletid.
Aalborg følger efter med 16 point for 8 opgør.
Hjemmeholdet fik ellers den bedste start på kampen, da Tobias Ladehoff efter seks minutter gjorde det til 1-0, selv om Odense var en mand i overtal.
Odense svarede dog godt igen, da holdene atter var lige mange på isen. Den svenske forward Joakim Thelin sørgede for 1-1, der også var stillingen efter første periode.
12 minutter inde i anden periode scorede Kristian Jensen til 2-1, og det blev 3-1 ved letten Filips Buncis. Den stilling holdt indtil kampens sidste pause.
Da Kristian Jensen med sit andet mål i kampen gjorde det til 4-1 blot 27 sekunder inde i tredje periode, lignede det så småt en afgørelse, men Aalborgs Nikolaj Carstensen gav kampen nyt liv med reduceringen til 2-4 en håndfuld minutter senere.
Godt halvvejs reducerede Patrick Bjorkstrand yderligere til 3-4, og så var der topspænding til det sidste, men Odense holdt hjem og kunne fejre førstepladsen.
I tirsdagens anden kamp vandt Rungsted Seier Capital hjemme med 4-3 over Herning Blue Fox efter forlænget spilletid.
Rungsted førte med 3-1 i tredje periode, men Herning slog tilbage med to mål af Magnus Carlsen.
I overtiden blev svenske Theo Keilin matchvinder med sit andet mål i opgøret.
Med sejren kom Rungsted på ni point på sjettepladsen. Herning har 12 point på fjerdepladsen.
/ritzau/