Sport - Ritzau

Odenses håndboldmestre åbner sæsonen med storsejr

Odenses håndboldmestre åbner sæsonen med storsejr

Odenses håndboldmestre åbner sæsonen med storsejr

Ritzau
Viborg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Viborg HK - Odense Håndbold Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et amputeret Viborg-hold var en overkommelig opgave for Odense Håndbold i sæsonpremieren.

Mens Team Esbjerg floppede i sæsonpremieren, er den anden guldfavorit i kvindernes håndboldliga, Odense Håndbold, kommet mere planmæssigt fra land.

De forsvarende mestre vandt på udebane klart med 36-21 over Viborg efter 20-15-føring ved pausen.

Viborg er på papiret voldsomt svækket i forhold til det hold, der blev nummer fire i sidste sæson.

Træner Jakob Vestergaard må således klare sig uden tre landsholdsprofiler. Både Kristina Jørgensen og Line Haugsted er taget udenlands, mens Lærke Nolsøe er gravid.

Efter en jævnbyrdig indledning viste Odense sig da også at være en alt for stor mundfuld for hjemmeholdet.

Specielt efter pausen havde viborgenserne mere end svært ved at hænge på. For mange bolde blev smidt væk, og andre blev klaret af Althea Reinhardt, der kun lukkede seks mål ind i anden halvleg.

Landsholdsspillere har Odense til gengæld stadig adskillige af, og flere af dem førte sig fint frem. Det gjaldt Mia Rej, der scorede syv gange på syv forsøg. Også Mie Højlund nettede syv gange på Anna Kristensen i Viborgs mål.

Sidste sæsons bronzevindere fra Herning-Ikast - som nu skal kaldes Ikast Håndbold - indledte sæsonen med et nederlag på 26-27 på udebane mod Randers HK.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“