Sport - Ritzau

Pause og færre løb har fået dansk speedwaykører tilbage i topform

Pause og færre løb har fået dansk speedwaykører tilbage i topform

Pause og færre løb har fået dansk speedwaykører tilbage i topform

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Anders Thomsen. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

30-årige Anders Thomsen går ind til lørdagens VM-grandprix i Vojens med en rigtig god form.

Efter en længere skadespause, der varede hen over seneste efterår og vinter, er den danske speedwaykører Anders Thomsen kommet tilbage i topform.

Ifølge den 30-årige speedwaykører skyldes det blandt andet, at han har meldt sig til færre løb i år, end han plejer. De seneste år har han følt en udbrændthed hen mod slutningen af sæsonen.

- Ser man ud over skaderne, har jeg faktisk været glad for at have haft et år væk fra grandprixet. Grandprixet trækker sgu tænder ud. Det er pisse hårdt, og der er meget pres på en kører.

- Så det har givet pote for mig at have haft et år på bænken, så jeg har kunnet overveje, om det er det her, jeg vil. Og jeg vil sgu tilbage og vise, at jeg hører til oppe i toppen.

- Jeg synes, jeg er blevet meget stærkere. Jeg vil faktisk sige, at jeg er på toppen lige nu, siger Thomsen.

Thomsen har fået et wildcard til lørdagens VM-grandprix i Vojens.

Han var en fast del af VM-serien i 2021, 2022 og 2023, men på grund af voldsomme styrt færdiggjorde han ikke sæsonerne de to seneste år.

Efter hans styrt i Riga i august sidste år gik han gennem en hård tid.

Han pådrog sig blandt andet en hjernerystelse, fire brækkede ribben, en brækket hånd og flere overrevede ledbånd. Genoptræningen beskriver han som et fuldtidsarbejde.

- Det har været barskt og hårdt, og det var en lang vinter. Men jeg har været i gode hænder hos Team Danmark.

- Ved sæsonstarten i marts havde jeg selvfølgelig sommerfugle i maven efter sådan en stor skade, og jeg var lidt stiv i kadaveret, siger Thomsen, der stadig ikke har fuld bevægelighed i hånden.

- Speedway er ikke kun en hobby. Det er også en livsstil. Man ved, hvad man er gået ind til, når man starter med at køre, og det er, at der følger skader med.

- Vi har ikke bremser på lortet, så man falder af en gang imellem, siger han.

Han skal under kniven igen, da han stadig har smerter i hånden. Men smerterne har ikke stået i vejen for, at han i år kunne vinde sit tredje danmarksmesterskab, og han har også tur i den i den polske liga.

Han glæder sig til at køre med Dannebrog på brystet foran et veloplagt hjemmepublikum i Vojens, og han ser grandprixet som en god test frem mod kvalifikationen til næste års VM-serie, der begynder i oktober.

- Det er en fornøjelse at komme ned til Vojens hver gang. Det er en gammel stadionmodel med græsvolde, så folk står som sild i en tønde med paraplyer - for der plejer at være regnvejr. Der er noget specielt over det, siger han.

Han vurderer, at en finaleplads i Vojens vil være et godt resultat for ham.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“