Sport - Ritzau
Pointmaskine slår til i debutkamp for Milwaukee Bucks
Pointmaskine slår til i debutkamp for Milwaukee Bucks
Pointmaskine slår til i debutkamp for Milwaukee Bucks
Damian Lillard satte et godt aftryk i sin første NBA-kamp for Milwaukee Bucks, som slog Philadelphia 79ers.
På forhånd var der store forventninger til Damian Lillard efter skiftet til Milwaukee Bucks.
I sin debutkamp levede Lillard op til forventningerne med 39 point for Milwaukee Bucks, der vandt 118-117 hjemme over Philadelphia 79ers i NBA natten til fredag dansk tid.
Den 33-årige amerikaner skiftede i sidste måned fra Portland Trail Blazers, hvor han var en stabil pointmaskine.
Lillard åbnede sin pointkonto ved at blive den spiller med flest point i en sæsonpremiere for Milwaukee Bucks. Den tidligere rekord havde Terry Cummings med 34 point i sæsonåbneren i 1984.
Der var også brug for samtlige Lillards point, da Milwaukee Bucks var bagud med 94-102 i fjerde og sidste quarter.
- Jeg er kommet ind til den slags situationer, vel vidende hvad der er forventet af mig, siger Lillard ifølge AFP.
- De opmuntrer mig til at være den person, der tager kontrol og træffer beslutninger. Jeg skal beslutte, hvad der skal ske i de afgørende momenter, siger han.
Lillard scorede på samtlige af sine 17 straffekast og bidrog også med fire assists og otte rebounds. Han tog desuden et stort ansvar i slutfasen af kampen med 14 point i de sidste fire minutter af kampen.
- Det er det, jeg er kommet hertil for at gøre. Også når det ikke virker. De stoler på mig, og de ved, at jeg er i stand til at håndtere det, siger Lillard.
Lillards 39 point var den fjerdebedste debut for en NBA-klub i historien. Kun Kyrie Irving, Kiki Vandeweghe og Wilt Chamberlain har scoret flere point i en debut for en NBA-klub.
Med Lillards bedrift var det ikke nødvendigt for holdkammeraten Giannis Antetokounmpo at gå pointamok, men grækeren leverede alligevel 23 point og 13 rebounds.
/ritzau/