Sport - Ritzau

PSG punkterer danske vicemestres håb om første point

PSG punkterer danske vicemestres håb om første point

PSG punkterer danske vicemestres håb om første point

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris St. Germain - Telekom Veszprem Foto: Marius Becker/Ritzau Scanpix

Elohim Prandi og Kamil Syprzak var en stor mundfuld for Fredericia, som trods lovende takter tabte til PSG.

Fredericia Håndboldklub er rendt ind i et par øretæver i Champions League, men onsdag aften bed holdet langt hen ad vejen godt fra sig.

Ude mod Paris Saint-Germain fulgte de danske vicemestre med et godt stykke ind i anden halvleg, før det alligevel endte med et klart nederlag på 30-38.

Efter fire kampe står Fredericia uden point i gruppespillet. PSG er omvendt med i den sjove ende med seks af slagsen.

Franskmændene har trods Nikola Karabatics karrierestop i sommer gjort rent bord med lutter sejre i den franske liga og lignede på forhånd en stor mundfuld for Fredericia.

Det så da også kritisk ud, da PSG med Jacob Holm og Jannick Green på holdkortet efter otte minutter var foran 5-1, og da Elohim Prandi lidt senere scorede et af sine ni mål til 10-5.

Men Fredericia satte en god stime sammen og meldte sig ti minutter senere helt tilbage i kampen, da Martin Bisgaard udlignede til 11-11.

De danske gæster bevarede kontakten med PSG, til der manglede et kvarter. Så trådte kæmpen Kamil Syprzak ellers i karakter.

Inden for fem minutter scorede den 207 centimeter og 127 kilo tunge stregspiller fra Polen tre gange og smed Fredericia ned i et hul, der ikke var til at kravle op af.

Mod slutningen af kampen gik nederlaget tværtimod fra hæderligt til stort. PSG scorede seks af kampens sidste otte mål og satte tingene endegyldigt på plads.

Holm blev noteret for et enkelt mål for det franske storhold, der jagter sin første triumf i Europas største klubturnering.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“