Sport - Ritzau

Real-træner roser forsvarsspiller for at tæmme Haaland

Real-træner roser forsvarsspiller for at tæmme Haaland

Real-træner roser forsvarsspiller for at tæmme Haaland

Ritzau
Madrid
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-C1-REAL MADRID-MANCHESTER CITY Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix

Antonio Rüdiger fik ros, fordi han og Real Madrid-mandskabet holdt Erling Haaland i kort snor.

Erling Haaland har scoret 12 mål indtil videre i Champions League i denne sæson, men tirsdag aften blev han holdt i kort snor af Real Madrid.

Manchester City-angriberen kom kun til et par afslutninger, som manglede kvalitet, fordi han blev presset. Det var Real Madrid-træner Carlo Ancelotti glad for.

Særligt forsvarsspiller Antonio Rüdiger fik pæne ord med på vejen efter den første semifinaledyst, som sluttede 1-1.

- Vi var gode defensivt. Rüdiger gjorde det godt mod Haaland, og midtbanen var i kontrol, siger Carlo Ancelotti ifølge BBC.

Real Madrid-keeper Thibaut Courtois understregede, at Erling Haaland havde været et stort tema hos spanierne inden opgøret.

- Det er Citys styrke, at de kan finde plads bag et forsvar, og det forsøgte vi at undgå. De kunne ikke finde de dybe afleveringer til Haaland. Vi forsvarede godt, og det skal vi gøre igen i næste uge, siger Thibaut Courtois til Viaplay.

Vinicius Junior sørgede med et langskudsbrag for at bringe Real Madrid i front før pausen, men føringen holdt ikke hele vejen hjem.

Kevin De Bruyne scorede også på langskud, og så endte det uden vinder.

Selv om Real Madrid smed sejren, var Carlo Ancelotti tilfreds.

- Præstationen var god, og vi er glade. Vi har stor motivation forud for returopgøret, siger han.

Han var særligt tilfreds med anden halvleg, hvor Real Madrid lykkedes med at få mere boldbesiddelse.

Det betød, at Manchester City blev trykket tilbage og blev frustrerede.

Real Madrid får brug for noget af det samme, når de to mødes igen næste onsdag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“