Sport - Ritzau

Rival og forbund sørger med Hertha efter præsidents død

Rival og forbund sørger med Hertha efter præsidents død

Rival og forbund sørger med Hertha efter præsidents død

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Hertha president Kay Bernstein died Foto: Christoph Soeder/Ritzau Scanpix

Union Berlin og Det Tyske Fodboldforbund sørger med Hertha Berlin efter klubpræsidentens pludselige død.

Hertha Berlins klubpræsident Kay Bernstein, der pludselig gik bort i en alder af 43 år, var ikke en fodboldleder som alle andre.

Sådan lyder det fra både rivalen Union Berlin og Det Tyske Fodboldforbund (DFB), der udtrykker medfølelse med Hertha og fremhæver Bernsteins særlige fortid som aktiv fodboldfan.

I et brev, som Union Berlin har lagt op på det sociale medie X, sender Unions klubpræsident Dirk Zingler sine kondolencer til Hertha.

- Kay Bernstein har allerede sat sine spor i sin desværre alt for korte tid hos Hertha, lyder det fra Zingler.

- Den frygtelige nyhed om hans død var også et chok for os i Union, og vi deler Hertha-familiens smerte og sorg. Vi ønsker Hertha Berlin styrke og viser vores solidaritet i disse svære tider.

Bernstein blev i 2022 overraskende valgt som ny præsident i Hertha efter en periode, der havde budt på meget uro og skuffende sportslige resultater.

Hertha-præsidenten adskilte sig fra mange af hans kolleger i de andre tyske klubber ved, at han selv havde en fortid i Herthas fanmiljø.

Det kom blandt andet til udtryk ved, at Bernstein var imod et forbud mod pyroteknik på tyske fodboldstadioner.

Det Tyske Fodboldforbund (DFB) har også reageret på fodboldpræsidentens død. Forbundet lægger også vægt på Bernsteins tid som aktiv fan.

- En passioneret og engageret tilhænger og fortaler for fodbold. Han vil blive savnet. Ligesom livet uden Hertha var utænkeligt for ham, er det lige så svært i øjeblikket at forestille sig Hertha uden Kay Bernstein, siger DFB-præsident Bernd Neuendorf.

- Som fan, som en tidligere ultra, der overtog præsidentposten i en professionel klub, har han skrevet historie.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“