Sport - Ritzau
Ronaldo må vente på debut: Klub overskrider kvote
Ronaldo må vente på debut: Klub overskrider kvote
Ronaldo må vente på debut: Klub overskrider kvote
Ifølge kilder fra Al Nassr har klubben for mange udlændinge i truppen efter Cristiano Ronaldos ankomst.
Den saudiarabiske klub Al Nassr må efter alt at dømme vente med at rulle deres største stjerne til dato ud på en fodboldbane.
Cristiano Ronaldo, som i sidste uge blev præsenteret af klubben, kan ikke få sin debut, som situationen er lige nu.
Det siger flere unavngivne kilder fra klubben ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Al Nassr har ikke registreret ham, fordi der ikke er plads til en udenlandsk spiller, siger en af kilderne.
- En udenlandsk spiller skal forlade klubben, før Ronaldo kan registreres, enten ved at blive solgt eller ved at hans kontrakt bliver opløst efter gensidig aftale, forklarer kilden.
De nationale regler tillader kun klubberne at have otte udlændinge i truppen, og Al Nassr har nu ni.
Holdet råder blandt andre over den tidligere Arsenal- og Napoli-målmand David Ospina, som er født i Colombia, og brasilianske Luiz Gustavo.
Al Nassr skulle have spillet en kamp i den saudiarabiske liga torsdag mod Al Ta'ee, men den blev udsat til fredag, fordi store mængder regn skabte problemer med elektriciteten på stadion.
I forvejen var der stor tvivl om, hvorvidt Ronaldo overhovedet kunne deltage i kampen - selv hvis han blev registreret.
En episode i England, hvor han slog en telefon ud af en fans hånd efter et nederlag med Manchester United i Premier League, kostede ham to spilledages karantæne.
Dem afsonede han aldrig, da han kort efter Englands Fodboldforbunds (FA) dom rev sin kontrakt med United over.
Ifølge Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) regler tages karantænedagene med til Saudi-Arabien, men hverken Al Nassr eller den saudiarabiske liga har forholdt sig til, om det vil blive tilfældet.
Ronaldo blev præsenteret tirsdag, og i den forbindelse sagde han, at han glædede sig til at få debut hurtigst muligt. Det er uvist, hvornår det bliver.
/ritzau/