Sport - Ritzau

Rustent undertalsforsvar giver landstræner panderynker

Rustent undertalsforsvar giver landstræner panderynker

Rustent undertalsforsvar giver landstræner panderynker

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Herrehåndbold: Danmark - Saudi-Arabien Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Saudi-Arabien havde succes med at spille syv mod seks mod Danmark, og det vil Nikolaj Jacobsen have styr på.

Landstræner Nikolaj Jacobsen fandt lørdag ud af, hvad herrelandsholdet i håndbold især skal arbejde med, inden VM bliver fløjtet i gang i næste uge.

Godt nok var der aldrig tvivl om sejren mod Saudi-Arabien, men de danske spillere havde i perioder store udfordringer med gæsterne på især ét parameter.

- Seks mod seks dækkede vi rigtig godt op, men vi var udfordrede, når de var syv mand. Det løste vi ikke særlig godt, og det skal vi selvfølgelig have kigget på, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark vandt i Royal Arena med 41-27 over saudiaraberne, som var forvandlede i forhold til torsdagens kamp, hvor de af en velsmurt dansk maskine blev tværet fuldstændig ud på halgulvet i Odense.

Forsvarsmæssigt var de langt mere aggressive og forsøgte sig også med nogle meget offensive konstellationer. Men det var altså angrebsspillet i syv mod seks, der var Danmarks største problem.

- Det så ud til at være meget ubehageligt for os, for vi havde desværre ikke rigtig styr på det på noget tidspunkt i kampen, siger Rasmus Lauge, som var tilbage, efter at han blev sparet i den første kamp.

- De er nogle fysisk lidt mindre spillere end os. De spiller og bevæger sig på en måde, som vi ikke er vant til, og det er ikke så simpelt at dække op.

- De er relativt stærke på sådan en kompakt måde, og de kom meget på kant, siger Rasmus Lauge.

Efter den første kamp mod Saudi-Arabien var det svært at pege på noget brugbart, som Nikolaj Jacobsen kunne bruge i sin forberedelse til VM.

Men nu er der altså et klart punkt.

- Vi kan blive udfordrede af de andre nationer i syv mod seks, og nu har vi noget godt videomateriale, der beviser, hvordan vi i hvert fald ikke skal gøre.

Unge Simon Pytlick spillede masser af minutter i lørdagens kamp, og han var glad for at få hårdere modstand end i torsdags.

- Saudi-Arabien skal have cadeau for at prøve nogle nye ting af. Det er svært at spille mod sådan nogle lidt atypiske hold, siger Pytlick, som ikke er det mindste bekymret over, at Danmark ikke har fået virkelig hård modstand før VM.

- Selv om det ikke er det bedste håndbold, så er vores spillere helt oppe på den store klinge, og jeg er meget fortrøstningsfuld, siger han.

Han var desuden begejstret over sin anden optræden i Royal Arena, hvor der lørdag var 10.914 tilskuere.

- Man er næsten nødt til at fremhæve kulissen. Det er utroligt fedt at spille derinde. Selv om man måske ikke kunne forvente den bedste form for håndbold, så kom der masser af mennesker, og det er dejligt.

Danmark åbner VM mod Belgien på fredag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“