Sport - Ritzau

Skuffede baneryttere misser guld igen: De andre var bedre

Skuffede baneryttere misser guld igen: De andre var bedre

Skuffede baneryttere misser guld igen: De andre var bedre

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-TRACK-OLY-PARIS-2024 Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix

De danske baneryttere erkender, at Storbritannien var bedre i kampen om en plads i OL-finalen.

Tredje gang blev ikke lykkens gang for det danske 4000 meterhold, der igen må kigge langt efter de OL-guldmedaljer, banelandsholdet så længe har tørstet efter.

Men hvor finalenederlaget til Italien i Tokyo var bittert og marginalt, var der ikke så meget at rafle om tirsdag aften. Storbritannien var bare bedre, og danskerne mener selv, at de gjorde, hvad de kunne.

I stedet for at skulle køre om guld onsdag aften, må Tobias Aagaard, Niklas Larsen, Carl-Frederik Bévort og Rasmus Lund nøjes med en bronzeduel mod Italiens regerende olympiske mestre.

- Vi havde selvfølgelig sat næsen op efter noget mere, men vi vidste også, at det er et stærkt felt i år, siger Rasmus Lund.

- Vi må sige, at vi mødte et bedre hold. Nu kan vi være lidt skuffede, og så må vi prøve at tage os sammen i morgen (onsdag, red.). Det er stadig flot at kæmpe om bronze, siger han.

Ligesom Niklas Larsen var han med i Tokyo, hvor de sønderknuste danske ryttere gav hinanden håndslag på at gøre et nyt forsøg på at vinde guld.

Det lykkedes altså ikke.

- Det er altid frustrerende. Vi har konstant været blandt de bedste i de seneste år, og det er vi også stadigvæk. Men de andre er bare bedre lige nu. Det er bare ærgerligt, at det lige er til OL, at det sker, siger Rasmus Lund.

Da Frederik Rodenberg og Lasse Norman Leth af forskellige årsager ikke er på holdet denne gang, er Niklas Larsen den sidste tilbageværende fra Rio de Janeiro i 2016.

Han har altså nu gjort tre forsøg på at vinde det forjættede guld.

- Det er ekstremt krævende hver gang. Hvis man ikke kommer på sit allerbedste og har gjort alt, så kommer der nogle andre. Vi må se, hvad vi kan gøre anderledes til i morgen, siger Niklas Larsen.

Landstræner Casper Jørgensen mener ikke, at hans hold kunne gøre meget mere.

Han påpeger, at det naturligvis ikke er uden betydning, at den stærke starter Frederik Rodenberg måtte melde fra med en skade.

- Han ville have pyntet på det, hvis han var i topform. Carl-Frederik Bévort har haft hjernerystelse hele foråret, og hvis du skal komme til OL og slå verdensrekorden, så skal det hele køre helt perfekt.

- Jeg synes dog, at vi har fået samlet det godt, og vi skal altså køre om bronze. Vi mangler bare lige marginalerne for at komme helt op og få guld, siger Casper Jørgensen.

Det danske hold førte med et sekund undervejs mod Storbritannien, men gik ligesom mod Australien mandag død på den sidste kilometer.

Det var dog en bevidst satsning at lægge hårdt ud mod en på papiret bedre modstander.

- Jeg tror, vi var nødt til det, hvis vi skulle slå Storbritannien. Vi vidste, at de var lidt bedre end os, så vores taktik var at komme lidt foran og dermed få lidt mere slipstrøm fra dem. Det var en bevidst chance, vi tog, siger Casper Jørgensen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“