Sport - Ritzau

Spørgsmålene står i kø hos Astralis efter hektisk periode

Spørgsmålene står i kø hos Astralis efter hektisk periode

Spørgsmålene står i kø hos Astralis efter hektisk periode

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Astralis Nexus åbner gaming- og underholdningscenter Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

En stor stjerne er hentet hjem til Astralis, som stadig har mange ubesvarede spørgsmål efter hektisk periode.

Egentlig leverede Astralis en god præstation, da Counter Strike-holdet i sidste uge slog verdensetteren ud og nåede finalen i kvalifikationsturneringen med den sidste billet til Blast-efterårsfinalen på højkant.

Men finalenederlag til landsmændene fra Heroic endte som endnu en nedtur for Astralis, som går glip af det store event i Royal Arena i november efter en periode med dårlige nyheder på stribe.

Der er blevet skiftet på trænerposten et par gange, og profilen Kristian "k0nfig" Wienecke stoppede tidligere på måneden efter en slåskamp på Malta.

Hverken majorturneringen i Rio eller Blast-finalen får deltagelse af de firedobbelte majorvindere, og på verdensranglisten er Astralis dumpet ned som nummer 14.

Torsdag detonerede Astralis så lidt af en bombe ved at hente sin tidligere stjerne Nicolai "dev1ce" Reedtz, som ikke har spillet turneringer i knap et år efter en sygemelding.

Men mange spørgsmål er stadig ubesvarede, erkender sportsdirektør Kasper Hvidt.

- Vi sagde farvel til en spiller grundet nogle omstændigheder, der var ude af vores hænder. Det er klart, at det forstyrrer, men det giver os også en mulighed for at skabe nyt.

- Nu er vi inde i en periode, hvor der ikke hele tiden er en ny, vigtig turnering om hjørnet. Det betyder, vi kan reflektere og gøre tingene grundigt. Vi bygger fundamentet grundigt op og har taget de første skridt, blandt andet med signingen af "dev1ce", siger han.

En af de helt store opgaver er endnu ikke løst.

Astralis meddelte tidligere i oktober, at Martin "trace" Heldt ikke længere skulle være træner for førsteholdet.

Peter "casle" Toftbo Ardenskjold er trådt til som den fjerde træner på et år, men hvem der bliver den permanente løsning på posten, står endnu ikke klart.

- Vi skal først have valgt den rigtige træner. I øjeblikket har vi ”casle”, som kan vise sig at være den, men vi skal også finde den stab, der har de kvaliteter, som vi og træneren mener, at et Counter Strike-hold i verdensklasse skal have. Hvornår kan vi få dem? Det har vi tid til at gøre rigtigt nu.

Trænervalget kan også få betydning for sammensætningen af Astralis' spillere.

- Jeg er ret sikker på, at en del af de spillere, vi har, vil være spillere, som en træner ønsker. Men hvis du får Pep Guardiola, vil han spille på en måde, og hvis du får José Mourinho, vil han spille på en anden. Det er lidt det samme her, men vi er i gang og har forstærket os grundigt allerede, siger han.

Mens de sportslige nedture har været store på det seneste for Astralis, har de ikke indflydelse på forventningerne til indtjeningen for 2022.

Astralis sigter fortsat efter indtægter på mellem 85 og 90 millioner kroner for hele året, mens driftsresultatet forventes at ende på mellem 0 og plus 5 millioner kroner.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“