Sport - Ritzau
Stærk finale sikrer Olesen topplacering i Abu Dhabi
Stærk finale sikrer Olesen topplacering i Abu Dhabi
Stærk finale sikrer Olesen topplacering i Abu Dhabi
Thorbjørn Olesen delte tredjepladsen med blandt andre Rory McIlroy efter en stærk sidste runde.
Før den afsluttende runde lignede Niklas Nørgaard Møller det bedste bud på en dansk topplacering i golfturneringen Abu Dhabi Championship.
Men da de sidste 18 huller var overstået, var det Thorbjørn Olesen, der stod tilbage med det bedste facit.
En birdie på allersidste hul betød, at den 34-årige nordsjællænder spillede sig op på en delt tredjeplads i den store turnering, der er en del af DP World Tour og har en samlet præmiesum på ni millioner dollar.
Olesen lavede i alt seks birdies og gik sidste runde i seks slag under par. Han deler tredjepladsen med Rory McIlroy fra Nordirland og englænderen Matthew Wallace.
Det er anden gang, Thorbjørn Olesen slutter i top-3 i Abu Dhabi Championship. I 2013 endte han på en delt andenplads.
Niklas Nørgaard Møller, der inden sidste runde lå nummer to, måtte nøjes med en delt tiendeplads. Efter en forrygende start på turneringen, gik luften en smule ud af danskeren i weekendens to runder.
Han sluttede med tre birdies og en bogey på sidstedagen og i alt 19 under par. Det er to slag dårligere end Olesen.
Nicolai Højgaard sluttede på en delt 14.-plads, mens Rasmus Højgaard og Jeff Winther endte uden for top-30.
Turneringen blev vundet af englænderen Paul Waring, der også førte efter lørdagens runde. Waring blev presset hårdt af landsmanden Tyrrell Hatton, der leverede en heftig slutspurt og en runde i otte slag under par.
Men Waring stod for presset og sikrede sig sejren med sine birdies nummer fem og seks på dagen på de to sidste huller.
/ritzau/