Sport - Ritzau

Stærk og klog dansk duo kører sig til bronze i OL-parløb

Stærk og klog dansk duo kører sig til bronze i OL-parløb

Stærk og klog dansk duo kører sig til bronze i OL-parløb

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Cycling Foto: Ricardo Mazalan/Ritzau Scanpix

Michael Mørkøv og Niklas Larsen viste deres høje niveau på cykelbanen, da de tog bronze i parløb.

Michael Mørkøv og Niklas Larsen viste stor styrke i lørdagens parløb, hvor den danske duo blev nummer tre og dermed sikrede Danmark endnu en OL-medalje.

Danskerne skrabede kontinuerligt point sammen i spurterne og tog midtvejs i løbet en omgang, som blev udslagsgivende i pointstillingen.

Helt til det sidste var de også i spil til sejren, men kræfterne manglede på den sidste omgang.

Præstationen betyder, at Danmark nu er sikker på at hente minimum ni medaljer ved sommerlegene, da håndboldherrerne har nået finalen og mindst får sølv søndag.

Dermed lever Danmark op til sin målsætning, der lød på 9-11 medaljer.

Sejren i lørdagens udmarvende løb gik til det portugisiske par Iúri Leitão og Rui Oliveira, mens italienerne Elia Viviani og Simone Consonni blev nummer to.

Mange havde troet, at Mørkøvs makker i parløbet ligesom de seneste mange år skulle være Lasse Norman Leth. De to har sammen vundet adskillige løb og blev olympiske mestre i disciplinen i 2021.

Men landstræner Casper Jørgensen vragede den dobbelte OL-guldvinder, og det gjorde den danske duos niveau til et åbent spørgsmål.

Der skulle køres 200 omgange svarende til 50 kilometer. Det lyder måske ikke af meget for en cykelrytter, men når man konstant skal køre fuld fart og skifte med makkeren, trækker det hurtigt tænder ud.

Danskerne var nemme at kende med deres røde trikot og nummer et på ryggen som en påmindelse om resultatet fra Tokyo.

Man kunne også bare kigge mod fronten af feltet, hvor Mørkøv og Larsen skiftevis befandt sig i indledningen. Det blev til et enkelt point i første spurt og tre i nummer to, men der gik lidt tid, før den danske duo igen viste sig frem.

En fjerdedel inde i løbet forsøgte Mørkøv og Larsen at stikke af i håbet om at tage en omgang, men fik ikke et hul.

Det lykkedes til gengæld med 116 omgange tilbage, hvor danskerne stak af og ligesom italienerne formåede at tage en omgang på konkurrenterne.

Fremstødet sendte Mørkøv og Larsen op på en øjeblikkelig andenplads, men truslerne var overalt omkring dem.

De forsvarende verdensmestre Jan Willem van Schip og Yoeri Havik fra Holland havde ikke vist det store, før de pludselig stak af og splittede det hele til atomer.

Trætheden indfandt sig også hos danskerne, og særligt Niklas Larsen så ikke ud til at have meget tilbage, da der manglede 30 omgange.

Men Mørkøv var flyvende og holdt Danmark fremme, så det blev til tre point i næstsidste spurt.

Danskerne kunne have vundet, hvis resultaterne havde flasket sig i sidste spurt. Men Mørkøv måtte køre den selv og blev overhalet af flere ryttere.

Danmark endte med 41 point - 14 færre end Portugal og 6 færre end Italien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“