Sport - Ritzau

Stolt og skuffet FCK-spiller: Vi er nået langt på et år

Stolt og skuffet FCK-spiller: Vi er nået langt på et år

Stolt og skuffet FCK-spiller: Vi er nået langt på et år

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
Britain Soccer Premier League Foto: Dave Thompson/Ritzau Scanpix

Lukas Lerager var meget skuffet over nederlaget til Manchester United, men også stolt af indsatsen.

FC København havde en gigantisk mulighed for at få uafgjort med hjem fra Old Trafford tirsdag aften, men mislykkedes.

I allersidste sekund misbrugte Jordan Larsson et straffespark, og FCK tabte derfor 0-1 i Champions League-opgøret mod Manchester United.

Det gjorde ondt på rutinerede Lukas Lerager, der var tydeligt påvirket af skuffelsen, da han efter opgøret talte med Viaplay.

- Det er hårdt. Det er jo ikke med vilje, at Jordan brænder. Sådan er det, siger den garvede midtbanespiller.

Han er træt af, at FCK kun har fået et point hidtil i gruppespillet. Spillet har været til mere, og præstationen på Old Trafford var også opløftende, mener han.

- Det er en af verdens største klubber. Jeg ved godt, de ikke er i det bedste flow, men vi holder dem fra chancer og skaber de største selv. Det er jeg stolt af. Vi er nået langt på et år. Men vi er her for at gå videre. Så der skal point på kontoen, siger Lukas Lerager.

FCK var også i Champions League for et år siden. Undervejs i gruppespillet blev der skiftet ud på trænerposten. Jess Thorup sagde farvel, og den nuværende træner, Jacob Neestrup, tog over.

Siden løftede holdet sig i både Superligaen og Champions League.

FCK skal i den næste Champions League-kamp møde Manchester United igen. Englænderne kommer til København 8. november.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“