Hun blev både enormt ked af det, nervøs og rastløs, da hun fik meldingen.

Med et halvt år til Danmarks første VM-slutrunde siden 2007 fik Lene Christensen besked på, at hun risikerede en pause på op til seks måneder.

- Det var lidt skræmmende. Der var en enorm uvished, siger Danmarks ubestridte førstevalg på målmandsposten gennem de seneste år.

Efter en skanning fastslog Rosenborgs medicinske stab i januar, at Lene Christensen på grund af en stressreaktion i knoglen risikerede at pådrage sig et brud på skinnebenet, hvis hun blev ved med at spille fodbold.

Så hun måtte på krykker og holde benet i ro.

Midt i elendigheden kunne den danske målvogter klamre sig til, at hvis alt gik glat, kunne hun nøjes med omtrent tre måneder på sidelinjen.

- Klubben vidste godt, at mit mål var at komme til VM, så jeg skulle bare slå hjernen fra og ikke tænke for meget på, at jeg var skadet. Jeg skulle arbejde benhårdt i fitnesscentret og sørge for at bygge mig op på den rette måde, siger Lene Christensen.

Hurtigt lagde Rosenborg en plan for, hvordan den danske landsholdskeeper skulle nå målet om at minimere pausen til tre måneder.

- Klubben sørgede for, at jeg blev skannet flere gange undervejs. På den måde var vi sikre på, at det helede på den måde, det skulle, siger hun.

Lykkeligvis for den 23-årige sønderjyde kom det til at forløbe uden de store svinkeærinder. Men i nogle tilfælde måtte Lene Christensen slås med psyken.

- Det var hårdt at indse, når der var ting, jeg ikke kunne, men jeg vidste, at jeg var nødt til at være påpasselig og lytte til kroppen, hvis jeg ville til VM.

- Hvis jeg havde smerter, skulle jeg sige det omgående. Når vi testede noget, var det vigtigt at sige fra, hvis jeg kunne mærke noget. Hvis jeg bare bed smerten i mig, ville det ende i en ond spiral uden bedring, siger hun.

Slag i slag blev benet bedre, og 10. juni kom forløsningen. For første gang i sæsonen var Lene Christensen på plads i målet for Rosenborg, og 20 dage senere blev hun udtaget til VM.

- Det var virkelig stort.

/ritzau/